Time is Thirsty, Kunsthalle Wien. Kurateret af Luca lo Pinto
Man går ind i kunsthallen, som ligger gemt i et hjørne af Wiens MuseumsQuartier, gennem en beskedent udseende dør. Når man først er igennem receptionen ledes man videre ind i et kæmpe, tomt og underligt nøgent lokale; et eventrum af en slags. Herfra har man kun sporadisk skiltning at støtte sig til, mens man forsøger at finde vej til trappen der leder op til institutionens enorme, nærmest lagerlignende udstillingsrum. De underligt uskarpe hierarkier mellem forskellige displaystrukturer, kunstværker og kuratorisk tænkning i Luca lo Pintos Time is Thirsty, ligger i perfekt forlængelse af denne desorienterende rejse. Den samlede udstilling, som er vilkårligt oplyst af dagslys og ledsaget af club-agtige beats, der vælter ud af kæmpemæssige højtalere og umuliggør al verbal kommunikation, kunne både være et stammende geni og en snedig bluffer. Under alle omstændigheder forvirrede den mig totalt – på den absolut gode måde.
Spellcaster, Inventory, Visage, København
Varslede albummet Inventory af Spellcaster også opfindelsen af Anthropocene Folk? Er det her sådan det lyder, når musikere opfostret på populærkultur, bliver ældre og begynder at læse kritisk teori? Jeg ved ikke hvad det præcis er, men jeg elsker det! Prøv at lytte til den nærmest musical-agtige ‘Shipwreck’. «What we know / We tell as stories / Myths of agriculture / Property, family, fences, walls, domination / But who is that? / Smiling back / Merciless / A warning / Whispering extinction». Alt for meget, eller lige i øjet? Jeg synes Spellcaster rammer så meget plet.
Tina Braegger, The Grateful Dead– A Diary by Gabriel Krampus, Hacienda Books, 2019
Tina Braeggers roman The Grateful Dead – A Diary af Gabriel Krampus blev oprindeligt udgivet i 2016, og i år udkom så anden reviderede udgave. Bogen, en blanding af poetik, satire og mærkelig og smuk fiktion, præsenterer os for Gabriel Krampus, der bor sammen med sin kone på en øde ø i Det Indiske Ocean. De er begge kunstnere. Som 84-årig beslutter han sig for at udgive den dagbog, han skrev otte år tidligere, i 2059. Den begynder: “It has been almost 44 years since my wife decided to be buried in the sand. All of her body is covered with sand, except her head.” Læst op imod Braeggers repetitive og nærmest besatte kunstpraksis, efterlader denne sci-fi selvbiografi (!?) læseren overfor et gabende hul – en irriterende afstand i hendes praksis – som bliver ved med at beskæftige mig.
– Simon Dybbroe Møller (f. 1976) er nyudnævnt professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Han arbejder p.t. på kommissioner for DIS, Kunsthal Charlottenborg, og Kunstmuseum St. Gallen, der alle har premiere i marts 2020.
Comments