Jeg tager toget til Odense en varm forårsdag for at deltage i åbningen af Det Fynske Kunstakademis afgangsudstilling. Der er 29 vidt forskellige værker af de tretten dimitterende kunstnere. Derudover myldrer det med mennesker og salen er fyldt med glad latter og højlydt snak. Midt i disse mange, flimrende indtryk har jeg alligevel en rolig og intens udstillingsoplevelse i den store udstillingssal i maven af akademiets smukke bygning i Jernbanegade.
Det psykosomatiske er til stede i nærmest alle de unge kunstnerskaber. Zuzanna Kozlowskas blodrøde malerier Abstract Man (1-7) (2026) strækker sig hen over et hjørne i salen. Malerierne hænger klos op ad hinanden, som ét stort, horisontalt værk med en samlet længde på over fem meter. Ved første øjekast virker de monokrome malerier cool, på grænsen til det anonyme. Mange besøgende passerer dem lidt hurtigt, men det er en fejl, for tæt på afslører værket en tør og krydret duft af oliemaling og atelier – som omfavner kroppen og skaber et intenst psykisk rum. Malingen er påført med en lille spartel, der gør overfladen næsten helt glat, med små kanter og ridser hist og her. De syv malerier placerer sig i grænselandet mellem minimalismens flugt fra kroppen og den samtidig uundgåelige henvisning til kroppen, ethvert maleri besidder. Malingens krop. Kunstnerens. Beskuerens.
I nabohjørnet hænger et andet, meget lille, knaldrødt maleri. Det er Caroline Sofie Haves Constriction (2026). En slange snor sig hen over en helt jævn, flad rød bund, næsten som et ornament. Haves øvrige værker er holdt i en meget mere douche tone, men de er alle udpræget figurative og symbolmættede. De kredser om den fastspændte krop, om kontrol over kroppe og køn, og om frigørelse. Et af dem, Constraint II (2026) er endda indrammet med et stramt, brunt læderbælte.
Værk efter værk rækker ud efter kroppens sanser, erfaringer og samspil med psyken og samfundet. Augusta Wolffbrandts værk med den dystre titel After all and before all, nothing was so innocent (2026) består af tre fjedergynger, henholdsvis udformet som en blå delfin, en hvid hare og en gul bamse. Deres legepladsagtige æstetik og børnehavefarvede palet vinker spændstigt tværs over rummet til Marie Hartmann Christensens fem vertikale fotostater, der afbilder en mellemfornøjet, apatisk, skriggul Teletubby, den gule Laa Laa, i forskellige landskaber.
Hartmann Christensens Laa-Laa er i virkeligheden en udklædt ung kvinde. Man ser Laa-Laa stå passivt på en båd i Arktis, en uinteresseret Laa-Laa stå i vand til anklerne på en tropisk badestrand osv. Selvom det er absurd og komisk, er der intet sjovt ved kvinden. Hun er fanget i denne infantile figur, og i de klaustrofobisk beskårede landskaber, uanset hvor hun rejser hen. Fotostaternes titler afslører ydermere med deres ugeangivelser, fx Laa-Laa (24+6) (2026), at kvinden er gravid. Man kan ane bulen på hendes mave vokse fra billede til billede, men ej heller den får nogensinde rigtig lov til at vokse.
Den underspillede undersøgelse af magt og afmagt finder jeg hele vejen igennem udstillingen. På et lille skilt foran Cathlin Madeleine Beecks råt tilhuggede marmorskulptur, Tilflugtssten (2026), står der «rør mig». Så det gør jeg. Det føles nubret, tørt og køligt. Og forbudt.
Dimittenderne arbejder analogt. Usædvanligt nok er der slet ingen videoværker, men masser af billedorienterede og skulpturelle interesser. Flere kunstnere rækker æstetisk tilbage i tiden. Fx er Jonathan Nørgaard Dahls malerier udpræget Egon Schiele’ske. Dog ligger de også lunt i den danske samtidsmaleriske tendens til (lige lovlig) tyndt laserede oliemalerier. Det lille værk Jonathans Space, Memory (2026) er Dahls mest interessante bidrag. En gusten mand, på grænsen til opløsning, er malet i gulbrunlige toner i et klaustrofobisk rødbrunt rum. Han stirrer med svimlende øjne ud, forbi beskueren. Uf, han har det ikke godt.
Psykosomatikken kulminerer med en næsten patologisk grænsesøgende kropsbesættelse i Kajsa Cellos She smells like something fruity (2026). Cello er – i værket – besat af sangerinden Björk. Cello tager forgæves til Island for at møde hende. Men hun får kun fat i en tom Kristall-dåsesodavand, som Björk angiveligt har drukket af. Den hænger i en zip-lock-pose på væggen i udstillingen. Et indsamlet bevis på Björks fysiske virkelighed, et relikvie. På værkets materialeliste figurerer «Björks spyt», som dåsen vel bærer spor af. Cello forestiller sig, at en fjollet, filtet skorpionhat, hun bærer, vil blive samtalestarter, hvis hun en dag møder Björk. En fotofrise dokumenterer Cellos vandring rundt i Reykjavik med hatten på. Det er nuttet, det er charmerende. Og meget ubehageligt, når man tænker på Björks mange oplevelser med besatte fans.
Det værste tilfælde må være den 21-årige stalker Ricardo López, der i 1996 sendte en svovlsyre-brevbombe til Björk og efterfølgende skød sig selv i hovedet for rullende hjemmekamera. Bomben nåede heldigvis aldrig frem. Hvis Cellos besættelse udelukkende er performativ, er der noget ret sadistisk over at udsætte netop Björk for denne form for opførsel igen. Selvom jeg savner lidt grundigere formidling af Cellos etiske overvejelser, er det forfriskende at se et ungt kunstnerisk værk, der tematiserer – og måske tør stå ved? – det voldelige som en del af kunsten/kunstneren selv.
Alt i alt er der masser at komme efter på årets afgangsudstilling på Fyn. Kurator Rebekka Anker-Møller har på glimrende vis formået at samle alle værkerne i en meningsfuld, dynamisk udstillingskoreografi, hvor tæt på alle værker får den plads, de kræver. Tillykke til dem alle!
