På V1 Gallerys nyeste udvidelse, søstergalleriet Eighteen, er der i øjeblikket en mere sfærisk stemning, end de farverige, figurative malerier, både V1 og Eighteen ellers ofte præsenterer. I Julie Lænkholms (f. 1985, uddannet fra Parsons, New York, 2005) første solo på galleriet, The Unbearable Lightness of Being, viser hun 18 tavler i samme smalle, rektangulære format, ophængt lavt på væggen så de tydeligt forholder sig til den krop, der står overfor dem. Det ligner en slags portaler, hvorigennem kroppen kan transcendere over i en anden, blødere verden af ukendte energier, stemninger og mættede jordfarver.
Værkerne består af en jernramme, hvorover er spændt indfarvet silke – i nogle værker helt tyndt og transparent, i andre grovere og mere uigennemtrængeligt. Fra silken «gror» strenge og totter af indfarvet uld, som folder sig ud i både genkendelige og abstrakte strukturer – støvdragere, arterier, kønsbehåring eller den figur, der kortvarigt opstår, når man drypper farve ned i et glas vand. Eller de samler sig i klumper, der minder om fjerne, tågede bjerglandskaber, blomstermarker og et enkelt sted en gepard med unger, der kigger direkte ud på beskueren, som for at aflæse om der er fare på færde.
Baggrunden for Lænkholms værker, kan man læse i pressemeddelelsen, er et tre måneder langt ophold i junglen i Sri Lanka, hvor kunstneren har studeret Ayurveda – en 5000 år gammel lære om healing og balance i kroppen. Her blev grunden lagt til den udforskning af bestemte planters medicinske og healingsmæssige kvaliteter – et hjemmelavet diagram over planter og farvers egenskaber – som har været bestemmende for udstillingens udtryk. Og her mener jeg «bestemmende» i helt konkret forstand, for Lænkholms værker er ikke så meget skabte med en bevidst plan for øje, som de er opstået igennem en proces, hvor energier og healende egenskaber er kanaliseret over i de enkelte værker.
Det kunne nemt være endt i noget lidt udflippet snak om energier, der mest var interessant for Lænkholm selv, men gennem de formmæssigt stramme tavler og rummets skærende ovenlys opstår faktisk noget, der kan føles som en spirituel undertone. Samtidig er der noget befriende i, at det spirituelle hos Lænkholm ikke blot er en reference – som det er tilfældet i meget af den kunst, der i det seneste årti har flirtet med shamanisme eller healing – men simpelthen en kvalitet ved det fysiske værk i sig selv. Uden at det vel at mærke bliver værkets hovedfunktion, for værkerne besidder en feminin, overjordisk lethed, som sagtens kan stå alene. Kanaliserede energier eller ej.
