Magtkamp på Kunsthal Aarhus

Først fyrer bestyrelsen kunsthallens nyansatte ledere og så træder tre bestyrelsesmedlemmer tilbage. Fremtiden for institutionen er usikker.

Kunstfaglig leder Joasia Krysa (højre) og produktionsleder Vincente Matallana. Foto: Jens Møller.
Kunstfaglig leder Joasia Krysa (højre) og produktionsleder Vincente Matallana. Foto: Jens Møller.

Det der signalerede internationale ambitioner for udstillingsstedet Kunsthal Aarhus (det tidligere Århus Kunstbygning) synes at være endt i en intern magtkamp. Først lavede man et jobopslag der opfordrede til radikal og utraditionel nytænkning af institutionen og så ansatte man polske Joasia Krysia og spanske Vincente Matallana. De kom med en international erfaring på et niveau som ikke før var set på de århusianske kunstinstitutioner og deres udstillingsprogram reflekterede det. Med udgangspunkt i en serie på fire udstillinger, Systemics Series, med fokus på teknologi og kunst (et område hvor Århus er førende i Danmark og har anseelse i udlandet) ville programmet over to år tilbyde et væld af aktiviteter med fremtrædende aktører på den internationale kunstscene. Den første udstilling, der stadig kan ses, viser værker af flere kunstnere som var med på sidste års Documenta som Krysia var en af kuratorerne for. I juni måned var det planen at Boris Groys skulle gæste kunsthallen med et foredrag om Alexandre Kojèves fotografiske praksis. Derudover var der også kommissioneret tekster fra førende internationale forskere og iværksat et samarbejde med Århus Universitet omkring kuratorisk forskning.

Kunsthal Aarhus.
Kunsthal Aarhus.

Men efter mindre end et år på posten og efter at kun en minimal del af programmet var blevet realiseret fik Krysia og Matallana lørdag præsenteret en fyreseddel. Officiel begrundelse: Økonomiske problemer. I følge bestyrelsesformanden stod programmets ambitionsniveau ikke mål med de økonomiske realiteter. Særligt nævnes manglende sponsorindtægter. En efterhånden klassisk problematik (eller undskyldning vil nogle måske mene) i danske kunstinstitutioner og fx også en af de medvirkende årsager til at Mark Sladen valgte at forlade direktørstolen på Kunsthal Charlottenborg sidste efterår. Uanset at Sladens afgang ikke var dikteret af bestyrelsen, så taler de to historier samlet deres tydelige sprog om, at det at være udenlandsk leder for en dansk samtidskunstinstitution står i et sprængfarligt, hvis ikke ligefrem umuligt forhold til lokale kulturpolitiske interesser og økonomiske vilkår.

Fyringen er mærkværdig al den stund at Statens Kunstråd i efteråret havde ros til Krysia og Matallanas program og bevilget 2 millioner kroner til det. Og efterfølgende har der da også rejst sig en væld af spørgsmål, ikke mindst efter at tre kunstfaglige bestyrelsesmedlemmer (Ole Lindqvist, Hanne Nielsen og Jacob Wamberg) er trådt ud af bestyrelsen. De skriver i en pressemeddelelse, at de står uforstående overfor Bachs begrundelse. I følge dem er der trods nedskæringer balance i budgettet og årsagen til fyringen er i stedet en personlig konflikt mellem kunsthallens tidligere bestyrelsesformand Jo Dam Kærgaard og Joasia Krysia. Konflikten udmøntede sig i, at man gennemtvang en afstemning i bestyrelsen om at forsætte eller ophøre samarbejdet med Krysia og Mattalana. En splittet bestyrelse valgte at ophøre samarbejdet.

Mika Taanila, {ITALIC}The Future Is Not What It Used To Be{ENDITALIC}, 2002, (film). Fra den aktuelle gruppeudstilling Systemics #1: Certain peculiar things and ideas, often failed (or, on humans, machines and running algorithms) , Kunsthal Aarhus, 2013.
Mika Taanila, {ITALIC}The Future Is Not What It Used To Be{ENDITALIC}, 2002, (film). Fra den aktuelle gruppeudstilling {ITALIC}Systemics #1: Certain peculiar things and ideas, often failed (or, on humans, machines and running algorithms){ENDITALIC}, Kunsthal Aarhus, 2013.

Flere kunstfaglige personer har meldt ud i sagen og kritiseret bestyrelsen for at standse en positiv og hårdt vunden udvikling for institutionen. I forlængelse heraf er der startet en online-underskriftindsamling for genindsættelsen af Joasia Krysia og Vincente Mattalana. En del af kritikken går på, at fyringen sker for at beskytte personlige og provinsielle interesser. Der fremgår ikke direkte af de forskellige udmeldinger hvad disse interesser er, men fyringen synes med andre ord at være mærket af en anden klassisk problematik for danske kunstinstitutioner, nemlig konflikten mellem den internationale samtidskunsts nye medier og formater og en mere traditionelt orienteret lokalkunst.

Kunsthal Aarhus’ bestyrelse består nu af: Bodil Bach (bestyrelsesformand), Niels Frank (næstformand), Jo Dam Kærgaard, og Ole Blegvad.

Comments (7)