“At a time when most Nordic art academies are affected by all sorts of crises, with no obvious way out in sight, I cannot help thinking that the artists of the future – or whatever they’ll be called by then – will emerge out of banana schools of all kinds.” This is how Kunstkritikk’s Danish editor Pernille Albrethsen concludes her review of the electronic musician Goodiepal’s exhibition at the National Gallery of Denmark (SMK) in Copenhagen.
Banana schools, is this some weird Danish thing? Don’t worry. Bananskolen is simply the name of Goodiepal’s experimental art school that was named after the so-called Banana House in the Christiania district of Copenhagen, where it was once founded. In Albrethsen’s article, the term is used to denote any form of self-organised art school activity that could potentially restore the freedom and individuality that she sees as threatened by today’s “bureaucratic education sector.”
Bureaucratisation would thus not be an academic problem, but comparable to how free-thinking artists of the fin de siècle set up their own schools and exhibitions to escape the rigid academicism of the 19th century. That is how modern art once arose, through a process of opposition and Salons de Refusés.
Albrethsen’s article comes to mind as I listen to Kulturhuset’s online debate Art and the Academy. A complicated relationship? and moderator Erik Gandini asks the panel if artistic research means that art will be “academicised.” The question seems naïve, as the academisation of contemporary art has been a fact for several decades, long before performance artist Bogdan Szyber’s failed dissertation at Stockholm University of the Arts brought the discussion to a head.
No wonder that debates about artistic research often appear as symptoms of the very academicism that is up for discussion. Those who participate almost always have PhDs, or are otherwise personally or professionally invested in the field, while candidly admitting that artistic research is primarily a source of income or a career path for artists. This was the case at Kulturhuset’s event, and also in the debate in the Swedish newspaper Expressen following Robert Stasinski’s article, published in Kunstkritikk this summer, about Szyber’s dissertation.
With one exception: Lars O Ericsson, legendary Swedish art critic and philosopher. I must admit that I admired Ericsson’s patience during the discussion at Kulturhuset, as he repeatedly tried to get the other panelists to understand the elementary distinction between free (or fine) art and art that is not. As Ericsson stated, contemporary art can basically have any framework, as long as it is determined by the artist themselves. If it is determined by a grading committee, the art is no longer free; then it is something other than fine art in the historical sense. Artistic research, for example.
Ericsson saw the inability to make critical distinctions as an expression of the “low intellectual level of the debate.” I agree. But isn’t this, in turn, an effect of the debate itself being unfree or academised? Critical thinking is the ability to make distinctions. But if there are artistic researchers who can still distinguish between free and unfree art – and understand why that distinction matters – they haven’t made themselves heard thus far.
Which isn’t very strange, since the whole field, as Ericsson also pointed out, is based on an illusion; namely, that art and freedom could be sawn apart and reassembled at will. One thing is certain, just ‘feeling’ free or unfree doesn’t necessarily make it so.
But let me explain what I see as the most alarming example from the debate at Kulturhuset, which is so scandalous that it should make headlines all over the country. It occurred when Maria Lanz, vice chancellor of Konstfack, responded to Szyber’s thesis that academic art has become a separate category (‘Edu-Art’), completely divorced from the art world and with no relevance outside of academia. Lanz’s retort was that that research art is not only relevant within the academy, as it has generated several works that have been shown “at Moderna Museet, in Venice,” and so on.
But this is precisely the problem. For the sake of argument, if we imagine an academic art completely isolated from the art world at large, there would be no problem. Or rather, those of us who care about art would have no complaints. Artistic research as such would, of course, still remain as a serious conundrum within the academy.
To be clear, the dilemma is this: often well-funded research art distributes its lack of self-determination over the entire field of art, which is thus academised. The fact that a few artists and universities are involved in this is one thing. But it is all the rest of us, who primarily work based on a genuine interest in art, who suffer. This is what saddens my colleague Albrethsen, and makes her dream of banana schools that will once again educate autonomous artists, instead of wannabe researchers.
What is scandalous is the fact that the professors and vice chancellors responsible for educating future artists don’t show any indication of wanting to see the problem, despite it being obvious for anyone with a basic knowledge and understanding of art.
Before I conclude with a personal confession, let me just address some predictable objections to what I have written. The first is that freedom is never complete, that art outside academia is unfree by being subject to the market, and so on. A completely irrelevant objection that says that when freedom does not correspond to our high ideals, we should stop striving for it and instead accept unfreedom as a wage benefit. This is the sheltered attitude of a reactionary philistine who has already given up.
The second objection, often heard from ill-read Marxists, is that the autonomy of art is tainted by some abhorrent ideology. An older generation was triggered by the connection between art and the bourgeoisie. Today, it is perhaps art’s historical ties to colonialism and patriarchal violence that are the problem. These are certainly vital issues. But will art become less colonial if it is less free? Less patriarchal by being subject to government financiers? The truth is that art is freer the less dependent it is on the market – regardless of whether the money comes from private or state actors.
The personal confession is that I’m still confident that art will find its way. As the vice chancellor of the Royal Institute of Art in Stockholm (RIA), Sara Arrhenius, states in a column on the university website, responding to the criticism directed at this year’s degree show, art students tend to “resist, rather than embrace, the expectations of art school and art world.” That is often true, of course, and something I myself have dwelt on in my rather positive and hopeful review (in Swedish only). Indeed, reality is often more nuanced than can be contained in a conceptual analysis.
Still, there are two things in Arrhenius’s text that give me pause. First of all, she rejects the critic’s desire for “a freshly hatched artist to deliver something novel,” works that “visually rattle and roll,” or art firmly “distancing itself from the past.” All fine. But if you turn this around, it means that we shouldn’t expect anything new from young artists, that it would be naïve to anticipate anything but compliance. This leaves us with a rather bleak, but possibly realistic, image of today’s art education.
The second thing is Arrhenius’s vision of “lifelong learning.” She envisages that art in the future will never leave school, but will return to learn again and again, for example to RIAs new post-master Collective Practices Research programme. The horror! The horror! Personally, I cannot think of anything worse than art spending its life in a lecture hall.
Unless it’s attending a banana school, perhaps. The problem with the sustainable or “circular” view of art that Arrhenius argues for is that it can just as easily result in mediocre art. An art that conforms rather than revolts, and even learns to enjoy its newfound lack of freedom. A new artistic ideal: the second-rater, perfectly adapted for an increasingly authoritarian age. One thing is certain: over the next few years, as artistic research becomes increasingly standardised and controlled, this terror of normality will spread throughout art life. At which point, we will need banana schools and all other kinds of schools where art is something more and bigger than an academic career path.
Great thank you :)
below ” The Academy of Emergency Art ” published in kronik /Politiken 23/6/2014
KUNSTNERE besidder en særlig intuition, som med en passende uddannelse kan blive skærpet, sådan at de bliver i stand til at opfange vigtige signaler før andre.
Kunstnere kan under de rigtige forhold inspirere til en mere engageret offentlighed, så flere borgere begynder at tage aktivt del i det demokratiske samfund.
Kunstnerne er eksperter i at udtrykke sig visuelt og tænke konceptuelt. Fordi de arbejder professionelt med billeder, er de hurtigere end andre i stand til at spotte påtrængende alarmerende emner i den daglige visuelle kommunikation. Deres kunstneriske billedaflæsninger og iagttagelser varsler ofte om, hvad der kommer til at ske. Eller hvad der kunne ske, hvis vi ikke gør noget.
Kunstnerne kunne spille en afgørende rolle i samfundet som en kritisk taskforce, der løbende skal høres og spørges til råds. Kunstnernes tilstedeværelse i verden og i nuet kan være med til at holde demokratiet elastisk, sundt og levende.
ALT FOR OFTE ser vi, at lovforslag bliver vedtaget uden tid til en folkelig debat.
Træning af kunstnere til konstant at tage pulsen på samfundets udvikling, genkende problematiske forvrængninger i samfundet og reagere øjeblikkeligt på dem kan skabe værker om og i nuet. Hvis vi skoler kunstnerne rigtigt, kan de udfylde en vigtig rolle som vagthunde i samfundet med en veludviklet evne til at være lydhøre over for offentlighedens bekymringer og til at se kernen i verserende debatter.
På den baggrund vil de kunne skabe relevante debatformater i tide og fremprovokere anderledes læsning og forståelse af begivenheder i samfundet og endda skitsere alternative løsninger.
Hvis vi lytter til kunstnerne og skaber de rigtige platforme for distribution og synlighed, kan vi forhindre ulykker i samfundet.
Hvad kunstnerne føler og mener, skal derfor udstilles i real tid – før det er for sent. Vi må ikke miste chancen for at benytte os af relevansen i kunstnernes budskab for at interagere og reagere effektivt med mulighed for at ændre samfundets udvikling.
Det er ikke nok, at der findes samtidskunst, der må etableres en ny kunstgenre.
Det er den, vi kalder ‘ ultrasamtidskunst’, og som sætter fokus på kunstnernes intuition, sensibilitet, visioner, viden, der på en anticiperende måde kan være forud for vores samtid.
BETEGNELSEN samtidskunst er opbrugt, fordi den ikke længere dækker over kunst, der er i sync med samtiden. Samtidskunst må derfor opdateres, så den kommer i takt med nuet. Vi kan ikke blot reparere betegnelsen samtidskunst, fordi den er blevet kapret og i årevis brugt om kunst, som ofte mere relaterer til fortiden end til nutiden.
Ultrasamtidskunst er en ny betegnelse, som dækker over kunst, der for alvor er i kontakt med omverdenen og med nuet.
En kunstner, som arbejder ultrasamtidskunstnerisk, er ikke blot i stand til at genkende relevante emner, men kan per re-fleks spille bolden tilbage og derved omgående være med til at få sit budskab ud til den brede offentlighed. Ligesom rytmen må følge musikken, må kunstneren følge samfundets gang.
Kunstnernes rolle i samfundet skal styrkes, og der skal etableres en ny type ultrasamtidskunst, hvor umiddelbar kommunikation kan finde sted. Ligesom det at male eller lave skulptur er det at producere kunstværker om samfundsmæssige forhold i real time et håndværk.
Et håndværk, der blandt andet beror på evnen til at registrere vigtige emner, vurdere deres relevans, udtænke en præcis vinkling, udforme kunstneriske budskaber, kommunikere hurtigt og skabe en nødvendig debat.
Kunstnerne skal skoles til at lave ultrasamtidskunst.
VORES forslag er at oprette et Academy of Emergency Art som en kunstfaglig overbygning, hvor professionelle kunstnere kan blive specialiseret i at arbejde ultrasamtidskunstnerisk.
Denne nye kompetence bygger primært på umiddelbar kritik igennem kunst, som kan trænes i en specielt udtænkt undervisningsstruktur, som enten kan blive bygget i form af selvstændig skole designet til formålet eller som en tilbygning på en allerede eksisterende skole. Ultrasamtidskunst er en ny kategori, som kan blive integreret i den nuværende uddannelsesstruktur, på samme måde som mediekunst blev det i takt med den teknologiske udvikling.
Ideologien bag ultrasamtidskunst modarbejder ikke de allerede eksisterende kunsttraditioner, men er en videreudvikling udsprunget af samtidens vilkår og behov.
Som berettiget alternativ til kunstnernes traditionelle uddannelsesramme kunne et Academy of Emergency Art tilbyde de nødvendige redskaber for at stimulere kunststuderende til at engagere sig i det omgivende samfund. Vores vision er en specielt udviklet akademiuddannelse, der også fungerer som et udstillingssted, mediebureau, træningscenter for bevidsthedsmusklen og eksportcenter for kunstnerisk savoir-faire. Kunstproduktionerne vil ikke være forældede registreringer af emner, man ikke længere kan have indflydelse på, men levende kunstværker med potentiale til at ændre begivenhedernes gang.
Academy of Emergency Art vil sørge for, at kunstnerne blive holdt vågne og konstant på vagt efter defekter i samfundet.
Baseret i Danmark, men med internationalt udsyn vil Academy of Emergency Art på det globale niveau kultivere kunstnere, der er i stand til at arbejde hurtigt og reagere i tide på vigtige aktuelle begivenheder, før øjeblikket er passeret.
I DANMARK vil Academy of Emergency Art være det første af sin slags, men ideen om nødvendigheden for kunstnerisk udtryk i et ultrasamtidskunstnerisk tempo er allerede afprøvet i form af Emergency Room – et udstillingskoncept (af Thierry Geoffroy), som både har været afviklet med betydningsfulde danske institutioner, som Kulturstyrelsen og internationale museer som MoMA PS1.
I de sidste 10 år er der altså blevet udviklet og afprøvet helt unikke mekanismer, der med ultrasamtidskunst som fortegn kombinerer innovative metoder for rekruttering, tværfagligt samarbejde, stimulans af kunstnerisk entusiasme, medborgerskab, interaktion med omverdenen og ikke mindst formidling. Både afprøvede koncepter, pædagogiske metoder og fremtidige arkitekttegninger til en Academy of Emergency Art ligger altså klar til at blive sat i værk, så snart muligheden og interessen for det viser sig.
Academy of Emergency Art har en unik institutionsstruktur, som er tilpas åben og fleksibel til at kunne tilpasses de dynamiske samfund, skolen er en del af. Ud over undervisningsfaciliteter består akademiet således af forskellige tværfaglige værksteder, eget mediecenter, residency-område og udstillingsplatform. Hver af disse afdelinger har en forbindelse til en ekstern partner, som sørger for en omgående distribution og cirkulation af de producerede kunstværker.
Annonce
MEST LÆSTE
Velkommen til Europa: Asylansøgere bankes, piskes og stables nøgne, som var de brænde. En fik tvunget en kæp op i anus
INTERNATIONALT
Live: Disse corona-restriktioner gælder nu
SUNDHED
Europæisk klima-supervåben udløser frygt og vrede i resten af verden
KLIMA
Annonce
Akademiets åbne og udadvendte struktur gør, at det virker som en inspirationskilde for andre organer i samfundet: kunst, medier, erhvervsliv, andre undervisningsinstitutioner og offentlighed.
Det er ikke blot en energigenerator, der stimulerer kunstnernes entusiasme, men opfylder et vigtigt samfundsbehov for styrkelse af borgernes kritiske sans også. Med eget mediecenter, web-tv-studie og redigeringsfaciliteter har akademiet en mulighed for at fungere som et særligt debatcenter, hvor journalister henter inspirerende kommentarer og nye emner formidlet på en anderledes måde. Det er her, kunsten kunne møde pressen og den brede offentlighed.
VÆRKSTEDERNE på Ultrasamtidskunstakademiet er alle rettet mod daglig produktion og distribution af relevant og seriøs kunst. For eksempel er der et tekstilværksted, hvor der kan produceres tøj med dagsfriske statements. Der findes også et lydstudie, hvor man kan remixe ny musik, der svarer til daglige aktualiteter, og som i samarbejde med en ekstern radiostationspartner kan blive distribueret ud til landets lyttere, samme dag som det er produceret. Det gælder også videoværker, som i form af korte indslag kan blive transmitteret til den brede offentlighed igennem landsdækkende tv som et fast indlæg i nyhederne inden vejrudsigten.
Med tiden ville man endda kunne udvikle en ny global genre tilsvarende karikaturtegninger/dagens tegning, som i dag er en daglig fast integreret del i de fleste større aviser.
At kunstproduktionen sker hurtigt, betyder ikke, at det kunstneriske niveau sænkes. Det handler ikke kun om at arbejde hurtigt, men også om at blive trænet til at have god timing. Kunstnerne kan lære at følge en sag i flere uger for så at vælge det rigtige moment for at udtrykke sig om det. Ligesom en fotograf bruger lang tid på at finde motivet og kun en brøkdel af et sekund for at indfange det. Eller en sportsmand per refleks rammer bolden på det rigtige tidspunkt efter mange års træning.
ALT PÅ Academy of Emergency Art handler om træning af kunstnernes, publikums og samfundets bevidsthedsmuskel samt generering af energi. Det er derfor ingen overraskelse, at der på akademiet også findes et træningscenter, hvor man kombinerer motion med kritisk debat.
På samme måde som hukommelse kan bevidsthedsmusklen også blive udviklet igennem en aktiv indsats og daglig træning.
Akademiet vil også have sit eget udstillingssted, hvor der daglig skiftes kunstværker ud og udarbejdes et onlinekatalog.
Udstillingerne viser både værker af eleverne og underviserne. Eleverne vil alle være professionelle kunstnere, som ønsker en overbygning og specialisering i at arbejde med kunst på en ultrasamtidskunstnerisk måde. Der er under udstillingerne særlig fokus på udveksling med publikum om deres holdninger. For at styrke akademiets internationale forbindelser er der som en fast integreret del af akademiet reserveret rum til skiftende besøg af udenlandske kunstnere. Et professionelt residency-program vil muliggøre samarbejder og sikre et voksende internationalt netværk.
Undervisningen omfatter blandt andet journalistik, detektivarbejde, teknologi, massemedier, sociologi, statistik og logistik.
Der vil naturligt blive indrettet et mangfoldigt studiemiljø, da studentergrupper på akademiet er meget heterogene, og deres kompetencer såvel som netværk peger på en organisk måde i forskellige kulturelle, sociale og professionelle retninger.
Academy of Emergency Art har som formål at være en unik tværfaglig uddannelse med fokus på nuet og med en ambition om at uddanne en helt ny generation af ultrasamtidskunstnere. Hvis sådan et innovativt uddannelsestiltag bliver etableret i Danmark, vil det fremkalde en meget attraktiv urban dynamik i landet, og unge mennesker fra andre lande vil flytte til. Det kreative miljø omkring skolen vil på sigt vokse sig til en organisk og indflydelsesrig global kunstbevægelse – et moderne Bauhaus, der skaber synergi mellem flere lokale institutioner og sektorer.
DA BAUHAUS-skolen flyttede fra Weimar til Dessau i 1925, blev den knyttet til den lokale politik som et særligt kulturelt tiltag, der var til stor gavn for byen og områdets profilering. Synergien blandt de mange internationalt anerkendte kunstnere, som flyttede til Dessau for at undervise, og de talentfulde elever, som også bosatte sig i byen, skabte en særlig koncentration af kreative kræfter, der fik indflydelse over hele verden.
Den familielignende struktur, der opfordrer til samarbejde på tværs af faglighederne, var en vigtig byggeklods for konstruktionen af Bauhaus-konceptet om at forbinde design, kunst og arkitektur.
På samme måde har Academy of Emergency Art uden tvivl et potentiale til at blive et nyt dansk brand med international genklang, og som på den globale dagsorden kan sætte spørgsmålet om, hvordan man som kunstnere fører en debat i et demokratisk samfund.
Som et selvkritisk apparatur i et demokratisk samfund er Academy of Emergency Art netop svaret på de mange udfordringer, de demokratiske lande står over for. Danmark kan blive et eksempel for andre lande i Europa. Med støtte fra EU ville man yderligere kunne rette akademiets blik mod den europæiske dimension og de dertil knyttede udfordringer som fraværet af en fælles europæisk identitet og det demokratiske underskud.
Annonce
NØDVENDIGHEDENS kunst er oppe i tiden, og der findes en aktuel bekymring for de nødsituationer, vores verden står over for. Kunstbiennaler over hele verden har i deres titel eller hovedkoncept et budskab om aktualitet og ønske om, at kunstnerne skal forholde sig til nuet. Publikum vil gerne vide, hvad kunstnerne tænker om de nuværende samfundsproblemer.
Det at forholde sig til den aktuelle situation i samfundet er ikke længere blot en interesse for nogle kunstnere, men nærmest et krav til samtidskunstnerne fra den globale kunstscene. Tendenserne peger i retning af ophævelse af det samtidskunstneriske begreb og introduktion af det ultrasamtidskunstneriske.
Academy of Emergency Art vil i den sammenhæng levere de bedste værktøjer og professionel ekspertise baseret på mangeårig erfaring med netop kunst, der omhandler aktualiteter og skabes med henblik på umiddelbar kommunikation.
Verdens globale udfordringer kræver en ny kunstskole, hvor vi mobiliserer alle de tilgængelige samfundsorganer for at indse, forstå, kritisere, informere og finde nye udveje til tidens presserende problemer.
TIJANA MISKOVIC -THIERRY GEOFFROY
Thanks, a million thanks Frans Josef, for yhis eminent and incredibly important article!!
I hoppe art can still be saved before it is killed by Academia!
Lars O Ericsson
artist, art critic, philosopher