De første besøgende til torsdagens VIP-åbning af Frieze Los Angeles stimlede sig sammen i de lange køer, der efterhånden er blevet populære kunstbegivenheders præmis. Efter at være landet i det store hvide messetelt med de klassiske, hvide skillevægge og en summende lydmur af begejstrede salgsstemmer, forsøger jeg at navigere mod kunsten mellem store solbriller og bløde hyttesko uden sokker. I et glimt glider et velkendt ansigt forbi bag et af messens største solbriller. Det er Jennifer Lopez, der er på vej ud, efter at have haft de mere end 70 gallerier og udstillende steder for sig selv den første time. Hun havde eftersigende købt et værk af den amerikanske kunstner Genevieve Gaignard, der var repræsenteret af galleriet Vielmetter Los Angeles i form af en multimedie-installation i blomstret, pastelfarvet L.A.-æstetik.
Frieze Los Angeles er hjertet af Frieze Week, der gennemstrømmer L.A. med et hav af udstillinger og events på byens museer og gallerier samt hele fire andre kunstmesser; Felix, Art Los Angeles Contemporary, Spring/Break Art Show og Start up Art Fair. Allerede på sit første år i 2019 formåede den nyetablerede messe og kunstuge at skubbe de samtidige kunstmesser ud i grøften og brillere med over 30.000 besøgende. I år er kunstmessen tilbage i Hollywoods Paramount Studios og kan som noget nyt prale af programmet Focus LA, der er dedikeret til 13 lokale udstillingssteder, der har været aktive i mindre end 15 år, udvalgt af LACMAs kurator Rita Gonzales. Ikke overraskende er det også er her, at de mest nyskabende bud på messen findes.
Det første interessante værk, der springer mig i øjnene findes dog et andet sted. Jeg smiler, da jeg finder ud af, at det er Ursula Reuter Christiansen, der hos L.A.-galleriet The Box udstilles side om side med Henning Christiansens naivistiske illustrationer af fugle på papir samt Julien Bismuths finurlige gouache tegninger. Det er særligt Ursula Reuters keramiske værker fra midten af 80erne, der fanger interessen – tre ansigter med forstenede åbne munde, der nærmest skriger ud til messens lydspor af «amazing», «unique› og andre tomme floskler.
New Yorker-galleriet Metro Pictures præsenterer en bronzeskulptur af Camille Henrot. Det splittede hjerte står lidt deprimeret alene, som var den blevet efterladt af hendes totalinstallationer, men fungerer dog godt i sin hybride, gestikulerende form, der leder videre ned af gangen forbi Herald St. fra London hvor Jessi Reaves’ lysende skulptur giver et frisk pust til den generelle messestemning.
Messens absolutte højdepunkt er norske Ida Ekblads to skulpturer, der mimer senge med pølseformede puder og store dragelignende fødder. Det tunge, smukke marmorlignende udtryk skabt af vulkansten bliver legefuldt løftet af statements, som snørkler sig i en populær skrifttype på skulpturenes overflade og danner sætningerne «Abominable Girl» og «Sauce More Sauce». Ekblads solopræsentation hos Galerie Max Hetzler er desuden akkompagneret af to støbejernsbænke i grønne og hvide striber. Sæderne bæres af blæksprutter på siderne. På samme måde som det intelligente bløddyrs eventyrlige rygte er kendt for at trække skibe ned i havets dybde, trækker Ekblads værker ned i et ocean af referencer, der bevæger sig smidigt mellem kunsthistoriske tyngepunkter og populærkulturel lethed.
Et andet nævneværdigt bidrag er Nairy Baghramians værker hos Marian Goodman Gallery, der med sine organiske skulpturer og deres kropslige støttesystemer, bevæger sig i et felt mellem skulptur og støbeform. Hendes værker fortjener dog mere plads og en mere specifik forholden sig til det rum, hvori de udstilles, sådan som de også normalt præsenteres. Jeg vil gerne tro, at hendes glasværk bevidst er placeret uden for rækkevidde, som det hænger op mod teltets støttende stålkonstruktioner, der mimer værkets eget støtteregime.
Et partnerskab mellem Pace Gallery og Kayne Griffin Corcoran præsenterer en række værker af James Turell i form af én total-installation. Inden VIP-dagen er omme har modellen Kendall Jenner købt en del af den. Der er åbenbart en kærlighed til Turells værker i familien. Med et tilskud på mange millioner dollars har svoger Kanye West fornyeligt sørget for, at offentligheden kan få et glimt af det hemmelighedsfulde Roden Crater; et udgået vulkankrater, hvis indre Turell har arbejdet på de sidste 45 år for at omdanne det til et gigantisk værk. Donationen havde til formål at fremskynde processen og ikke mindst, også gøre det muligt at skyde Wests Jesus is King IMAX film i Turells lysunivers.
Af de 13 lokale gallerier, der er en del af Focus LA, illustrerer Aria Deans værker hos Château Shatto, hvordan kommercielle interesser kan balanceres med kritiske diskurser. Mens Deans værker, der forestiller henholdsvis et spejl og en forvredet ramme, hælder til den lidt didaktiske side, hvad angår forholdet mellem beskuer, værk og kontekst, er hendes intelligente værk Dead Zone (4) (2019) lagret med vigtige diskussioner omkring kommodificeringen af sort kultur gennem sociale medier og memes, som det klæder messen at inddrage.
Frieze Projects er den del af messen, jeg har størst forventninger til. Den ligger lige udenfor messeteltets hvide vægge og er kurateret af Rita Gonzales i samarbejde med direktør for The Vincent Price Art Museum Pilar Tompkins.
En kunstmesse placeret i Hollywood, i Paramounts ikoniske filmkulisse, der forestiller New York by, er virkelig spændende. Mulighederne for at inddrage de kontekstuelle forhold, byens tætte link til filmindustrien, og i det hele taget eksperimentere med de stedsspecifikke lag er endeløse. Desværre følger de to kuratorer ikke rigtig op på det. Et værk af Sayre Gomez rummer interessante referencer til byens kunstige flora og ekstensive palmebeplantning, mens Tania Candiana med sit værk sætter fokus på de japanske-amerikanske kvinder, der blev tvunget i californiske arbejdslejre under 2. Verdenskrig. Men som med mange ting i L.A. forbliver den overordnede oplevelse på overfladen.
Tingene sættes yderligere på spidsen under en performance, Fuck White Supremacy, Let’s Get Free (2019), af Patrisse Cullors, en af grundlæggerne af Black Lives Matter. I de kunstige New York gader og med Gary Simmons selfie-inviterende bannere på en opsat væg i baggrunden inviterer Cullors, særligt «People of Colour», til at danse electric slide, der stammer fra sort kultur. VIP-gæsterne på Frieze synes dog at være overvejende hvide og trods en deltagelse af omkring 20 personer, bliver det vigtige bidrag kun kortvarigt registreret af de mange besøgende, der som designeren Jeremy Scott drøner hurtigt forbi. Også stjernekuratoren Hans Ulrich Obrist kigger forbi i et pastelblåt jakkesæt, der falder overraskende godt ind i de filmiske kulisser. Sammen med Kevin McGarry står han for det musikprogram, som kunstmessen også tilbyder.
I filmkulissens tiltalende ramme præsenterer kunstmessen også Street Fair, der viser kunstinitiativer i L.A., der har boder, som bl.a. sælger bøger og designobjekter og tilbyder et broadcast show. Æstetikken minder lidt om de julemarkeder, der præger mange tyske byer i december måned. Her havde det igen været interessant at inkorporere boderne mere i de kunstige butikker New York-kulissen tilbyder, fremfor de champagnebarer og den ligegyldige Birkenstock-butik, der har fået pladsen. Samtidig fortjener steder som det feministiske netværk og udstillingssted The Womens Center for Creative Work langt mere udfoldelse. Med den nytiltrådte direktør, multitalentet Mandy Harry Williams, er WCCW et af de steder, man skal holde øje med i L.A.
I det hele taget må man håbe, at Frieze L.A. med tiden begynder at arbejde mere med de mange lag, der potentielt ligger i kunstmessens ret charmerende placering i filmkulisseomgivelserne. Jeg kigger tomt ud ad vinduet, mens chaufføren navigerer gennem Hollywoods gader på vejen hjem. Mine øjne fanger Jennifer Lopez, der smiler kærligt ned til mig fra et GUESS-billboard reklame. På den måde blev hun både starten og slutningen på min dag i Hollywoods fortryllende univers.
