Siden Kulturministeriet blev oprettet i 1961, har de gamle, såkaldt kulturbærende partier, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Konservative, siddet på posten stort set hele tiden. Men med dannelsen af VLAK-regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Konservative) i november blev det Mette Bock fra Liberal Alliance, som kunne sætte sig i stolen som Danmarks nye kulturminister.
Mette Bock beskrives som klar liberal, men ikke ultraliberal. Hun står for en klassisk liberal kulturpolitik, som baserer sig på tanken om det frie marked, hvor det er konkurrencevilkår og kulturforbrugernes behov, der bestemmer, hvilke kulturtilbud der skal være. Samtidig taler hun for en reformation af kunststøtten snarere end at sænke den, men har allerede slået fast over for medierne, at hun ikke kommer til at arbejde for flere penge på området.
Forventningerne til, hvordan Mette Bock vil forvalte kulturområdet, deler vandene. Nogle hæfter sig ved, at hun, som tidligere programdirektør på Danmarks Radio, Chefredaktør for JydskeVestkysten og kandidat i filosofi fra Syddansk Universitet, har faglighed og erfaring. Blandt andre har direktør for Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber, sagt følgende i Information: «her har vi efter min opfattelse en minister, som kan bringe kulturen tilbage på dagsordenen.»
Ét er sikkert, Mette Bock forventes at gå aktivt til jobbet, for, modsat flertallet af hendes forgængere, er kulturministerposten hendes førsteprioritet.
Hvad der konkret kommer til at ske på det billedkunstneriske område, skal blive spændende at følge. I en nyligt udsendt pressemeddelelse «De kunstneriske uddannelser under lup» annoncerer Kulturministeriet, at der er igangsat en større undersøgelse af de kunstneriske uddannelser underlagt ministeriet (Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne, Rytmisk Musikkonservatorium, Filmskolen etc.). En analyse af det kunstneriske uddannelsesområdes samlede organisering og struktur sker, som det hedder, med henblik på at «ruste til fremtiden». Hvad det har af betydning for, hvordan vores kunstuddannelser prioriteres fremadrettet, meldes der på nuværende tidspunkt ikke noget om.
Kunstkritikk har stillet Mette Bock en række spørgsmål for at komme tættere på, hvordan liberal kulturpolitik ser ud i praksis.
Ordet «international» optræder ikke i Liberal Alliances kulturpolitiske program. Hvad vil du gøre for at sikre dig, at den danske kunstscene fortsat vil være så stor en international succes, som den har været det de sidste to årtier?
Jeg har lige været i London for at deltage i åbningen af Nordic Matters. Det er et glimrende eksempel på, hvordan vi kan åbne døre for kunstscenen, også i et internationalt samarbejde. Jeg er af den opfattelse, at kunsten lever bedst, når den har frie rammer til at udfolde sig. Det har den danske kunstscene været god til de sidste mange år, og det er vejen til fortsat succes. Kunsten er i sin natur international og grænseoverskridende. Kunsten er et sprog, vi forstår på tværs af andre forskelle og som udtrykker andet og mere end ord. Det er ikke noget, vi skal detailstyre fra statens side, selvom jeg selvfølgelig forventer, at Statens Kunstfond og Det Internationale Kulturpanel fortsat vil løfte opgaven med at fremme dansk kunst i udlandet.
Du citeres flere steder for at ville reformere den statslige kunststøtte herhjemme. Hvad er det ved den nuværende model, du gerne ser lavet om?
Den statslige støtte afspejler ofte historisk betingede politiske beslutninger, der ikke nødvendigvis har det samme rationale i dag. Støtten tager nogle gange udgangspunkt i institutionernes behov frem for kulturbrugernes. Jeg vil gerne have, at vi bliver bedre til at se områderne i lidt større perspektiv: Hvad er det egentlig, vi vil sikre borgernes adgang til, snarere end hvilke institutioner har hvilke behov?
I den forbindelse har du talt om at udarbejde en såkaldt behovsundersøgelse. Hvad går sådan en undersøgelse ud på?
Min pointe er, at der er behov for at se på, hvad brugerne eller publikum ønsker og har behov for – ikke kun på institutionernes interesser. Det kan man gøre på mange måder, og det afhænger nok også af, hvilket kulturområde vi taler om. For eksempel skal vi i ministeriet i gang med at se nærmere på orkestrene. Her vil vi finde en måde at inddrage synspunkter både fra dem, der bruger orkestrene meget, og dem, der bruger dem knap så meget, de unge musikere osv., så vi ikke kun tager hensyn til, hvad orkestrene selv vil og selv ønsker, men også fra dem, der skulle være modtagere af deres produkt.
Du ser gerne, at kunststøtten i højere grad skal komme fra private fonde, blandt andet via lempelige skatteforhold for fonde, der yder støtte til dansk kultur. Er der ikke visse risikofaktorer forbundet med at overlade kunststøtten til private? Fx at få personer vil have betydelig indflydelse på kunsten, eller at man ikke vil kunne øremærke en del af midlerne til honorering af kunstnere?
Vi skal anerkende og glæde os over, at private aktører som fonde allerede i dag spiller en vigtig rolle i støtten til kulturen. De er bogstavelig talt vor tids mæcener. Og det er godt. At se på fondene og private aktører som nogen, der øger negativ indflydelse på kunstens udfoldelse i en modsætning til den statslige støtte, er fundamentalt forkert. Vi skal tværtimod tilskynde det civile samfund til at tage en endnu større del i støtten til vores kultur. Jeg har som nævnt lige være i London, og i Storbritannien griber man forholdet mellem stat, civilsamfund og marked an på en helt anden måde. Man ser ikke kunst og kultur som noget perifert, men som en hel sektor, der bidrager vitalt til samfundet. Både økonomisk og værdimæssigt. Vi skal have nedbrudt nogle tabuer.
De kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet, fx Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne, underlægges samme sparekrav som kulturinstitutioner, upåagtet at der ikke er tradition for privat økonomisk støtte til den slags uddannelser i Danmark. Hvordan vil du prioritere vores kunstuddannelser fremover?
De kunstneriske uddannelser er særegne institutioner, som har udviklet sig meget positivt over de sidste årtier. I dag står de imidlertid over for en række udfordringer af økonomisk, indholdsmæssig og administrativ karakter. Hver kunstart har sin egen uddannelsesinstitution, men jeg ser en udvikling i retning af, at samarbejdet i højere grad også går på tværs af kunstarterne. Jeg vil i det kommende år have fokus på om uddannelsesinstitutionerne er indrettet på en måde, som møder fremtidens udfordringer.
Hvis du skulle pege på tre områder inden for det billedkunstneriske fagfelt, hvor du finder det særligt vigtigt at sætte ind, hvilke er det så?
Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt udpege særlige områder på billedkunstens område, som jeg vil lave om på. Jeg vil først danne mig et overblik. Statens Kunstfond og nogle private fonde har, som bekendt, igangsat en undersøgelse af billedkunstens økonomi. Den ser jeg frem til.
Liberal Alliance ønsker brugerbetaling på alle kulturelle institutioner, og med skattelettelser vil folk få flere penge på hånden, bl.a. til at kunne betale entré på en kulturinstitution. Det er i den forstand, at I taler om skattepolitik som kulturpolitik. Hvorfor ikke bare fjerne entrébetalingen på museerne, hvis kulturel og æstetisk dannelse er vigtigt for jer?
I Liberal Alliance mener vi, at borgerne skal have frihed til selv at vælge, hvad de vil bruge deres penge på – og hvilke kulturtilbud de ønsker at gøre brug af. Derfor er jeg ikke tilhænger af en model, hvor gratis entré finansieres af en øget skatteregning til borgerne. Jeg mener, at udviklingen de sidste år har vist, at danskerne faktisk er villige til selv at betale for kulturelle og kunstneriske oplevelser, også i stor stil. Kunstmuseerne har aldrig haft flere gæster, musikfestivaler skyder op som paddehatte, og biograferne spiller for fyldte sale. Danskerne interesserer sig både for bred kultur og udfordrende kunst og er villige til at lægge både tid og penge for at få nogle gode og inspirerende oplevelser igen. Jeg synes ærlig talt også, det er at undervurdere værdien af kunst, hvis vi vænner folk til at det «bare» er noget man får gratis adgang til.
Mette Bock repræsenterer som kulturminister regeringens politik, og hvis man ser på hendes baggrund og politiske karriere, må hun formodes at være en moderat repræsentant for sit partis forholdsvis liberale politik. Det bliver nok ikke i hendes tid som minister, at vi ser den delvise udfasning af kunststøtten, som der lægges op til i partiets program, hvor der så til gengæld forventes en større økonomisk indsprøjtning fra de private fondes side.
Alle partier i Folketinget er enige om, at vi skal have en eller anden form for kunststøttesystem, der minder om det, vi har i dag. Ganske vist ønsker det nationalkonservative Dansk Folkeparti ligesom Liberal Alliance, at der skal ske ændringer i kunststøttesystemet, og de lægger vægt på, at der skal ske en højere prioritering af kulturarven.
At lovgivningen på kunstens område de senere år er blevet udformet, som den er, viser en bred politisk opfattelse af, at samtidskunsten i for høj grad fungerer elitært. Der skal gøres et arbejde for at få den på ”talefod med folket”. Den brede politiske interesse er bl.a. orienteret imod en oplevelsesøkonomi, at der skaffes ”mange tilfredse kunder i butikken” i alle aldersgrupper, samfundsgrupper og dele af landet, og at kunstens institutioner selv bidrager til at sikre deres økonomi, f.eks. via fondsstøtte.
Det kan man bl.a. overbevise sig om ved at undersøge lovgivningen om den nye Statens Kunstfond, at læse Kulturstyrelsens brugerundersøgelse fra 2014 vedrørende museer, kunsthaller m.m. samt de evalueringer, som Slots – og kulturstyrelsen med nogle års mellemrum foretager af kunstmuseerne.
En større undersøgelse af det kunstneriske uddannelsesområdes samlede organisering – det lugter lidt af spareøvelse.
Og når nu London/Storbritannien nævnes som forbillede – her er der i høj grad fri entré til de store institutioners faste samlinger – National Gallery, Tate Modern osv. , vel netop fordi ‘Vi vurderer værdien af kunst som så tilpas høj, at vi prioriterer, at den skal være tilgængelig, dvs. gratis adgang, for alle’.
“Jeg synes ærlig talt også, det er at undervurdere værdien af kunst, hvis vi vænner folk til at det «bare» er noget man får gratis adgang til” – det argument kunne man sagtens flippe helt om; “vi vurderer verdien av kunst som såpass høy, at vi prioriterer at den skal være tilgjengelig, dvs gratis adgang, for alle”.
Kulturministeren nævner intet sted at den største private aktør på kunstområdet er kunstnerne. Den tid og den pengemængde vi skyder i ballet overgår formodentlig med hestelængder alle fonde, private som offentlige. Så gode forhold for private aktører går jeg helt ind for, men lad os da starte i toppen af fødekæden, hos kunstnerne