B-filmens komiske potentiale

Kim Richard Adler Mejdahls solopræsentation på Forårsudstillingen er lige dele kitschet b-film og fuldblodsgyser.

Kim Richard Adler Mejdahl, Days of Al, 2019. Film still, single-channel HD video, farve, lyd, 67:00 min.

Enhver, der har set gyserfilm ved, hvor skræmmende let det kan glide over i det decideret komiske indenfor en genre, der traditionelt er rig på både special effects, kunstigt blod og mere eller mindre vellykkede fortællinger om menneskelig galskab. Alle elementer er til stede i Kim Richard Adler Mejdahls gotiske landskabsgyser, der balancerer et sted imellem b-films kitsch og psykologisk skildring af en ung mands syge sind.

Kim Mejdahl, der tager afgang fra kunstakademiet i København til sommer, vandt ved sidste års Forårsudstilling juryens solopris for blandt andet filmværket ODE, der formidler den dybt personlige historie om mordet på kunstnerens egen far igennem en blanding af horrorfilm og familie-musical. Med prisen følger en solopræsentation på dette års Forårsudstilling, hvor Mejdahl viser Days of Al, der i omfang næsten minder om en regulær spillefilm.

Vi følger hovedpersonen Alex, spillet af Mejdahls egen fætter, der lever en isoleret tilværelse på landet med sin lille hund som eneste selskab. Over et par skæbnesvangre efterårsdage dykker han ned i sin fortrængte fortid i en dysfunktionel familie og mister gradvist sit greb om virkeligheden. Forvrængede stemmer taler til ham igennem telefonen, animerede masker flyver igennem luften og arkitektoniske rum forlænges i uendelige, repetitive forløb ledsaget af et foruroligende og supereffektivt elektronisk soundtrack, komponeret af Mejdahls musikalske alter ego Kim Kim. 

Undervejs krydsklippes der til en svinefarm, der måske har været i familiens eje, og som stemningsmæssigt befinder sig et sted imellem en Pink Floyd-video og Hannibal Lector-filmene. I værkets mest underholdende scene er vi med Alex til jobsamtale på farmen, hvor en velspillende Sif Hedegaard i rollen som verdens mest usympatiske HR-medarbejder, udsætter ham for en række associationsøvelser: «Når jeg siger ’Danmark», hvad tænker du så?». «Svin,» svarer Alex, tilsyneladende hypnotiseret af det surreelle forløb.

Gysergenren er rig på skildringer af psykisk ustabile mænd, ofte i karakter af psykotiske massemordere eller psykopatiske master minds. I Days of Al er det en udtalt intention at gøre op med den dæmonisering af det psykisk sårbare sind, der ellers præger gyseruniverset, og hele filmen er således set fra Alex’ synsvinkel. Filmens mest uhyggelige elementer er her ikke et produkt af en ydre aggression, men af hovedpersonens mentale univers, der bliver stadig mere usammenhængende og fragmenteret, som filmen skrider frem. 

Om det ligefrem lykkes at skabe den realistiske fremstilling, der tillader det raske blik at få indblik i den syges oplevelse af verden, som vægteksten ellers lover, er jeg mere usikker på. Dertil er der måske fortsat for mange visuelle klicheer, hentet direkte fra b-filmens kitschede bagkatalog af manisk smilende børn, mimikløse ansigter og dyr med alt for menneskelige egenskaber. Men det er samtidig en del af værkets charme, at Mejdahl så åbenlyst elsker og dyrker den kultfilmens lavkulturelle karakteristiska, og Days of Al fungerer således bedst i de scener, hvor humoren får lov at træde helt tydeligt frem.

Jeg var i hvert fald sindssygt godt underholdt igennem filmen – og med en spilletid på hele 67 minutter er det i sig selv ret godt gået.

Kim Richard Adler Mejdahl, Days of Al, 2019. Film still, single-channel HD video, farve, lyd, 67:00 min.

Comments