I en legendarisk reportage fra Christiansborgs brand i 1884, bragt i Nationaltidende dagen derpå, følger man Herman Bang springe rundt mellem flammerne som en anden breaking-journalist, mens han beretter om, hvordan konge og folk står sammen om at redde slottets malerier og skulpturer: «Jeg styrtede op i Malerisamlingen. Ved Vinduet er Ilden saa stærk, at Haaret kan svides. Lyset udefra er det eneste Lys over Galleriet. Folk storme ud og ind, man river malerierne ud fra væggen og kaste dem paa Gulvet for at sønderbryde Rammerne.»
På det tidspunkt befandt den Kongelige Malerisamling – som udgør grundstammen i Statens Museum for Kunsts samling – sig på Christiansborg slot. Samlingen var blevet gjort offentlig tilgængelig i 1827 og var eftersigende ret populær.
Ligesom dengang kongerne stod i spidsen for indsamlingen er Statens Museum for Kunsts samling af kunst fra de sidste 700 år også i dag kendetegnet af dansk og international kunst. Til alle tider har man erhvervet samtidens kunst. Wilhelm Bendz var kun 22 år, da han blev indkøbt første gang, og af de værker, som Herman Bang skimter gennem flammerne, nævnes eksempelvis bronzeskulpturen Panterjægeren, udført af den dengang 29-årige Jens Adolf Jerichau.
I dag er museets ambitioner at foretage en repræsentativ indsamling af dansk kunst iblandet international kunst, som kan kontekstualisere den danske samling. Midlerne til indkøb er dog yderst begrænsede og museet er helt afhængig af private donationer. Det resulterer i meget få internationale indkøb, men også så få indkøb af dansk kunst, at man kan diskutere om museet for alvor er i stand til at indsamle repræsentativt på nationalt niveau.
Ligesom i kongens kunstkammer opererer museet ikke med en opdeling af samlingen i ældre og nyere kunst. I 1831 oprettede man dog en samling for værker på papir (tegninger og grafiske arbejder), den såkaldte Kobberstiksamling, mens alle øvrige værker tilhørte én og samme samling, Den Kongelige Maleri- og Skulptursamling. Sådan er det også i dag, hvor inspektørerne har forskellige fagområder, men hvor ældre og nyere kunst stadig tilhører samme samling. Det er en stor forskel i forhold til mange andre nationale samlinger, for eksempelvis i Sverige som med Moderna Museet har et adskilt statsligt museum, som udelukkende samler og udstiller den moderne og samtidige kunst.
Besparelser hvert år
Indkøbsbudgettet er også samlet. Det vil sige at ældre og yngre kunst til begge de to samlinger indkøbes over samme budget, men fordelt således, at Den Kgl. Maleri- og Skulptursamling indkøber for ca. 75% af det årlige indkøbsbudget, mens Kobberstiksamlingen tegner sig for de resterende 25%. Størrelsen på indkøbsbudgettet afhænger af museets årlige bevilling, der i de senere år er blevet løbende beskåret, senest i 2015 hvor regeringen pålagde besparelse på 2% hvert år i de næste fire år. Det har udover reduktioner på drift, fagligt personale og åbningstider betydet et reduceret beløb afsat til indkøb. I 2016 er der afsat DKK 3 millioner, en halvering af det beløb man havde frem til årtusindeskiftet.
Man skal ikke være specialist på kunstmarkedet for at se, at hvis museet skal forsøge bare at komme i nærheden af den målsætning, som er for indsamlingen, så må der tilføres midler fra anden side. Som Marianne Torp, overinspektør i Den Kgl. Maleri- og Skulptursamling indenfor samtidskunstområdet, understreger overfor Kunstkritikk: «museets indsamlingsvirke er helt og aldeles afhængig af støtte fra private fonde».
Udover at skrive mange ansøgninger til de private fonde om støtte til indkøb af specifikke værker, så holder museets ansatte sig også ajour med, hvad de private fonde køber. Hvis man er interesseret i et værk, som en fond har erhvervet, kan museet ansøge om en donation. Det lykkedes eksempelvis fornyeligt, hvor Ny Carlsbergfondet havde købt en serie af Ebbe Stub Wittrups konceptuelle fotografier – som var udstillet på Overgaden som del af den københavnske kunstfestival Trust – og som senere blev doneret til museet.
Ind imellem «frigives» der også værker, som er indkøbt af Statens Kunstfond, som museet kan ansøge om at få doneret. Når et værk har været i kunstfondens ejerskab i 20 år – været udstillet på offentlige institutioner rundt om i landet – bliver det udbudt til museerne, som kan ansøge om at få det som gave til samlingen. Der kan ofte være flere museer, som ønsker samme værk. Statens Museum for Kunst har på denne måde fornyeligt modtaget et værk af Thomas Bang, Wind 3, 1968 – en vigtig periode i dette oeuvre.
Konsensus
Statens Museum for Kunst har ikke nogen defineret indkøbskomité, men enhver erhvervelse af samtidskunst – kunst efter 1960, ifølge museets definition – er resultatet af en faglig diskussion mellem de to inspektører på området samt afdelingschefen i Samlings- og Forskningsafdelingen og museets direktør. Når man har noget i kikkerten præsenterer man det for de andre – eventuelt ved at sørge for at de andre får set værket på en udstilling. Et eventuelt indkøb er altid en konsensusbeslutning.
Betragter man indkøb for de sidste tre år vil man se, at nogle af værkerne er relateret til museets udstillinger. Man har eksempelvis købt Bjørn Nørgaards Kneppemaskiner fra 1969 samt to kobberskulpturer fra Danh Vos We The People (detail), 2011-13. Begge værker har indgået i forskningsbaserede udstillinger på museet. Adspurgt om forholdet mellem indkøb og udstillingsprogram svarer Torp: «Hvis museet køber et værk, som vi selv har kommisioneret til en udstilling, så sker det altid bagefter. Det vil aldrig være en del af udstillingsaftalen.»
Hovedparten af de sidste par års indkøb af dansk samtidskunst relaterer sig dog ikke til stedets udstillinger men rummer en jævn fordeling af yngre og ældre kunstnere: «På samtidskunstområdet, kunsten siden 1960, forsøger vi løbende at identificere huller i samlingen og supplere med erhvervelser. Dertil kommer, at vi kontinuerligt indkøber yngre dansk kunst. Vi holder øje med scenen og forsøger at være velorienterede, men vi skal ikke bare købe alt nyt. Generelt prøver vi at erhverve på et tidspunkt, hvor et projekt for alvor formuleres, hvor vi vurderer at den bærende kunstneriske idé manifesterer sig,» lyder Torps vurdering af museets aktuelle indkøbsprofil hvad angår samtidskunsten.
Det begrænsede indkøbsbudget resulterer i, at indkøb af dansk kunst udgør langt hovedparten af indkøbene: «Vi forsøger at opbygge en samling af international samtidskunst, som kan kontekstualisere den danske samling, men det er meget svært for os at følge priserne på det internationale kunstmarked, som de sidste årtier er gået amok. Samtidig er det sværere for os at opnå støtte fra de private fonde til indkøb af international kunst end til den danske,» udtaler Torp.
Stolte perioder
Ind imellem lykkes det alligevel. I 2013 indkøbtes (med støtte af Kulturarvsstyrelsen og Hermod Lannungs Fond) et værk af Marina Abramović fra 1975 – en legendarisk performance, hvor kunstneren børster sit hår med en metalkam, igen og igen, indtil hun har børstet sig til blod, alt i mens hun gentager: «Art must be beautiful, Artist must be beautiful.» Udover at være et af kunstnerens hovedværker, så er det også et værk, som kontekstualiserer den danske samling på flere måder. Abramović er dels en central figur i en performancetradition, som også præger dansk 60er-70er-kunst, dels blev værket første gang opført i 1975 på den seminale Kvindeudstillingen XX på Charlottenborg i København.
Museets samling rummer flere stolte perioder i forhold til den internationale kunst. Fælles for den unikke samling af Albrecht Dürers tryk og tegninger; Cornelius Norbertus Gijsbrechts trompe l’oeil-malerier; samt den vægtige samling af moderne fransk kunst (Matisse, Braque og Derrain) er, at samlingerne skyldes enkeltpersoners relation til museet. Gijsbrecht var kongelig hofmaler for Frederik III og siden for Christian IV. Værkerne af Dürer er i museets eje, fordi kunstneren forærede en række af sine arbejder til Kong Christian II. Ligedan med den franske samling, som skyldes politikeren Johannes Rump, som i 1928 donerede sine private samling af tidlig fransk modernisme.
Faktisk var Rump ikke kun fremsynet for sin egen tid, men også på museets vegne ud i fremtiden idet han oprettede et fond tilknyttet museet med en interessant fundats; fondsmidlerne kan bruges til indkøb af samtidskunst, som ikke må være ældre end 25 år og ikke må være fra Skandinavien. Der er ikke tale om voldsomme beløb, men nok til enkelte indkøb med 3-4 års mellemrum. Værker af Joan Jonas, Jonathan Monk og Haim Steinbach kan nævnes blandt de senere års indkøb til Rump-samlingen, som den stadig hedder.
Få indkøb
Betragter man indkøbsprofilen for Statens Museum for Kunst over de sidste tre år er det ikke kun slående, hvor lidt der indkøbes af international samtidskunst, men hvor lidt der indkøbes i det hele taget. Af værker dateret efter 1960 blev der i 2013 erhvervet i alt 56 værker gennem indkøb og donationer. I 2014 var tallet 26 og i 2015 i alt 372 (heraf 320 collager på papir af Per Kirkeby).
Der er tale om et bredt snit af dansk samtidskunst. Erhvervelser af 60er-70er-kunstnere (ex. Susanne Ussing, John Davidsen) og 90er-kunstnere (ex. Henriette Heise, FOS) tyder på, at man udfylder huller i samlingen. Erhvervelser af dansk kunst fra de sidste 10 år præges af kunstnere med international rækkevidde (ex. Marie Lund, Goodiepal). Hvad angår de internationale kunstnere købt i perioden (af Cosima von Bonin, Judith Hopf, Tacita Dean m.fl.), så er der primært tale om vestlig kunst og overtallet af kvinder bemærkelsesværdigt, otte ud af elleve.
Periodens indkøb fremstår generelt legitime: de danske indkøb er repræsentative, mens de internationale erhvervelser forekommer meningsfulde i deres kontekstualiserende funktion. Det kritiske punkt er dermed ikke, hvad der er indkøbt, men hvor sparsomt der egentlig erhverves til den eneste nationale samling, som har til formål at repræsentere dansk kunsthistorie.
Det er ikke en kritik, som kommer bag på Marianne Torp. Adspurgt om hvad der skulle til for, at man mere rimligt kunne varetage kulturarvsforpligtelserne, svarer hun: «Jeg tror et årligt indkøbsbudget på 25 millioner kroner til indkøb af samtidskunst ville være nødvendigt. Det ville gøre det muligt at købe mere dækkende ind af dansk samtidskunst og også gøre det muligt at nærme os det internationale marked. Med sådanne midler tror jeg man kunne anskaffe nogle vægtige værker og skabe en substantiel samling.»
Man kunne naturligvis ønske sig, at en privat fond så muligheden i på bedste Johannes Rump-vis for alvor at tilknytte sig Statens Museum for Kunst og være med til at sikre den ærefulde opgave, det er at sørge for kulturarven. Samtidig ser det udefra ud, som om det først og fremmest er en statslig opgave, at sørge for at nationalgalleriet er nogenlunde velsmurt og i stand til at opfylde sine forpligtelser. Det er måske også det, som er museets problem. Staten håber, at fondene træder endnu mere ind og fondene tror at museets grundlag er sikret af staten.
En version af denne artikel bringes i Kunstkritikks bilag til den norske ugeavis Morgenbladet, Morgenbladet Kunstkritikk nr. 1, 12. februar 2016.
