Det kan minde om en kriminalsag. Med publikum i rollen som detektiv. Til forskel fra normen på nutidige udstillingssteder er der ikke nogen formidlingstekst, der forklarer værkerne på Henriette Heise og engelske Emma Hedditchs udstilling We Object på Bureau Publik. Ligesom der heller ikke forefindes et ark med titler og information om hvem der har lavet hvad. Der er godt nok en onlinetrailer, men den spørger bare «Hvad sker der?» Alt hvad man som publikum har at gå ud fra er et bord med en række objekter. Fundne, købte og hjemmebearbejdede. Konkrete og abstrakte. Elementært og gådefuldt på en og samme gang.
Først på bordet ligger der en slidt hvid herreundertrøje. Den er klippet op i siderne så der er opstået to identiske halvdele. De er så strøget og pænt foldet op. Til venstre for undertrøjen ligger et foto af en mintgrøn sweatshirt, der hænger over en tørresnor, og en serie tegninger af nedadgående geometriske spiraler. De er lavet på notatblokke fra hotelkæder verden over. I denne ende af bordet er der også en geometrisk figur foldet i et tyndt træmateriale og en «sølvpose» med hank, som synes at spejle undertrøjernes form. Posen reflekterer dagslyset, og det samme gør glimmeret på den lille sort sky i filt som ligger midt på bordet. Overfor ligger skyen som et tryk, der fader fra sort til mørkeblå. Sidste tredjedel af bordet er domineret af en stor cirkel knyttet i pastelfarvet lærredsstof. Der er også en strikket sort genstand, hvis eventuelle funktion ikke umiddelbart lader sig aflæse, ligesom det er tilfældet med de stykker af gråt stof som er syet sammen og ligger ved siden af. Endelig er der for enden af bordet tre fotografier hvor samme bunke tøj er afbildet oven på en gridstruktur.
Det er dog ikke helt sandt, at man som publikum er uden clues til denne præsentation af bevismateriale. Den erfarne detektiv vil kende til Heise og Hedditch som skæve – i betydningen ikke-kategoriserbare – aktører på den politiske del af kunstscene, som især fra starten af 2000erne talte kapitalismens nye ånd imod og vil vide, at de to tidligere har arbejdet sammen, blandt andet på Det Fri Universitet, som Heise sammen med Jakob Jakobsen lagde privat hjem til fra 2001 til 2007. Ligeledes vil en sådan kunne genkende elementer og figurer fra de to kunstneres praksisser. Heises skyer (jævnfør hendes såkaldte «mørkemaskiner»), Hedditchs repræsentationer af kroppe, og deres fælles interesse i den kunstneriske kommunikations intimitet. Og i annonceringen af udstillingen står der, at den er udviklet inden for rammerne af aktivitetsprogrammet I would prefer not to, der har fundet sted på Bureau Publik henover vinter og forår. Men der står også, at udstillingen manifesterer en vægring mod at løse den af kuratorerne (stedets daglige ledere og tilrettelæggere af programmet, Katarina Stenbeck og Johanne Løgstrup) stillede opgave om at «udvikle et projekt om modstand og hverdagsliv i forhold til den aktuelle krise og neoliberalt hegemoni». Samtidig med at den «åbenlyst» gør dette ved at modarbejde forestillingen om, at kunst kan – eller endda skal – løse samfundets problemer. Man fornemmer, at der er kritisk kunst på færde, men at det er en kritisk kunst, som har vendt sig mod sit eget programmatiske udgangspunkt (om end titlen er ret så håndfast i sin udmelding). En kritisk kunst, der uden fast definerede politiske teorier og ideologier som referenceramme er undersøgende og eksperimenterende nede i materialiteten for dér at udvikle en modstandsfortælling. Med andre ord, er det et spor der i stedet for at lede een tilbage til objekterne på bordet.
Det er en subtilt medrivende præsentationen af gåder der ikke kan eller skal løses. Det er gådernes udfordrende karakter hos Heise og Hedditch. I stedet for at anspore den rationelle fornuft aktiverer de – med bearbejdningens anarkistiske særegenhed og præsentationens associative dramaturgi – en opmærksomhed overfor materialernes uregerlige muligheder og udtrykskraft og for objekternes åbne forbindelser og forskelle. Som sådan er udstillingen et effektfuldt billede på en både kritisk og poetisk omgang med nutiden, der tager udgangspunkt i det intime og hverdagslige som en sfære for udviklingen af modstand i form af sensibiliteter der ikke kan forføres, intelligenser der ikke kan måles, og produktionslogikker der ikke kan udbyttes.
We Object – the trailer.
