Når næste udgave af den internationale samtidskunstudstilling Documenta åbner i Kassel i 2022, er det med dansk deltagelse af Frederikke Hansen som en del af kuratorteamet og Trampolinhuset som partner. Det oplyses i en pressemeddelelse udsendt af den kunstneriske ledelse, det indonesiske kuratorkollektiv ruangrupa, der står bag documenta fifteen (skrives denne gang med bogstaver, ikke tal, men har beholdt det lille ’d’, der blev født i og med documenta 13).
Kuratorerne Frederikke Hansen og Tone O. Nielsen er grundlæggere af udstillingsstedet CAMP (Center for Art on Migration Politics), som siden 2015 har holdt til i flygtningemedborgerhuset Trampolinhuset (grundlagt i 2010 af Morten Goll, Joachim Hamou og Tone O. Nielsen) i København. De har arbejdet sammen under navnet Kuratorisk Aktion siden 2005. Sidste år inviterede ruangrupa dem begge til at indtræde i kuratorteamet. Mens Frederikke Hansen takkede ja til invitationen, blev det besluttet, at Tone Olaf Nielsen fortsætter som direktør for Trampolinhuset, der til gengæld bliver en af foreløbig ni annoncerede partnere.
De øvrige annoncerede partnere er: Foundation Festival Sur Le Niger fra Mali, INLAND fra Spanien, Gudskul og Jatiwangi art Factory fra Indonesion, Khalil Sakakini Cultural Center fra Palæstina, Más Arte Más Acción fra Colombia, OFF-Biennale fra Ungarn og tyske ZK/U-Zentrum für Kunst und Urbanistik.
Foruden Frederikke Hansen og medlemmerne i ruangrupa består kuratorteamet af Gertrude Flentge (grundlægger af RAIN, et netværk for kunstneriske initiativer i Afrika, Asian og Latinamerika, samt manager af DOEN Foundation i Holland), Lara Khaldi (uafhængig kurator og underviser ved Al-Quds Bard college i Jerusalem), Ayse Gülec (community liaison ved Documenta 14, tidligere head of arts education ved Museum für Moderne Kunst in Frankfurt am Main og del af flere aktivistiske netværk i Tyskland) og Andrea Linnenkohl (tidligere kurator på Kunsthalle Fridericianum, Kassel).
«Det er en virkelig spændende proces, hvor vi arbejder som et kollektiv, samtidig med, at det selvfølgelig i sidste ende er ruangrupa, der som artistic directors styrer udviklingen,» fortæller Frederikke Hansen over Skype. «Det kan sammenlignes lidt med en søskendeflok, hvor ruangrupa er den ældste og mest erfarne med denne type kollektivitetsformer. Hvor en typisk europæisk måde at kuratere på er, at man forestiller sig et slutprodukt, og så udvikler man forskellige trin til at komme derhen, så arbejder ruangrupa med hele tiden at være i proces og se, hvad der sker, dér hvor man står.»
Udgangspunktet for Documenta 15 er begrebet «lumbung», som er en indonesisk betegnelse for kollektivt organiserede rislader, hvor landsbysamfund i fællesskab opbevarer årets høst. De ni lumbung-partnere arbejder alle med nogle af de samme kerneværdier, som gælder for risladerne, nemlig kollektivitet, generøsitet, solidaritet, tillid, uafhængighed, bæredygtighed, gennemsigtighed og forbundethed. I løbet af de kommende år vil de arbejde på at udvikle alternative måder at organiserer sig og dele materielle og ikke-materielle ressourcer, baseret på disse værdier.
«Lumbung-begrebet er ikke et tema, vi vil belyse fra en masse forskellige sider, men derimod noget, vi praktiserer,» siger Frederikke Hansen. «Vi har et meget stærkt ønske om ikke at udvinde ressourcer fra det lokale, men derimod at give noget tilbage. Vi skal væk fra den måde, hvorpå en kurator scanner et miljø for de vigtigste kunstnere, tager dem ud af kontekst og udstiller dem, fx i Kassel. Derfor arbejder vi med organisationer, der allerede har en lokal forankring og gør en forskel for deres lokale community. Det er en central værdi, ligesom venskab er det.»
De kuratoriske team mødtes første gang i august 2019 på en campingplads fem timers kørsel udenfor Jakarta, hvor de var sammen i tre nætter. Herfra var det planen, at kurtorteam og lumbung-partnere skulle mødes fysisk hver tredje måned til et assembly.
«Det er stadig tidligt i processen, og med coronasituationen er der kommet et ekstra uforudsigeligt lag ind,» siger Frederikke Hansen. «Det var meningen, at den første platform, «ruruHaus», skulle have åbnet i marts. RuruHaus bliver et fysisk sted i Kassel – i klassisk kuratorsprog kan du kalde det vores første venue. Vores arbejdsproces indebærer blandt andet assemblys og arbejde i mindre grupper på tværs af organisationen, eksempelvis med afdelingen for uddannelse eller kommunikation. Det var meningen, at vi skulle have afholdt et fysisk 10 dage langt assembly i forbindelse med åbningen af ruruHaus, men på grund af corona har vi i stedet haft daglige Zoom-møder siden marts, og på den måde er det blevet en kontinuerlig kollektiv diskussionsproces.»
Centralt for arbejdet i ruruHaus bliver begreberne «nongkrong» – som på indonesisk betyder at samle sig eller hænge ud – og «majelis», stormøde. På stormøderne samler kuratorteam og lumbung-partnere sig for at diskutere en problemstilling og få nye inputs.
«Majelis har også nogle visuelle komponenter og ritualer, der på en måde er indholdet af diskussionen uvedkommende. Alligevel bliver det en ramme, der betyder, at ens eget mindset flytter sig, siger Frederikke Hansen. «Majelis og nongkrong er en slags mekanismer, der sættes igang, og så ser man, hvad der sker. Med nongkrong har ruangrupa perfektioneret kunsten at hænge ud, og det lyder måske uproduktivt ud fra et udefrakommende vestligt perspektiv, men man kan mærke, at det flytter noget,» fortæller Hansen.
Frederikke Hansens indtræden i Documentas kuratorteam betyder også, at CAMP fra september lukker for sine udstillingsaktiviteter i Trampolinhuset, og at lokalerne overtages af Trampolinhusets børneklub. Med Trampolinhuset som lumbung-partner bliver det Tone O. Nielsens rolle at være kuratorisk tovholder for en gruppe af repræsentanter, der frem imod 2022 vil arbejde med lumbung-værdierne i relation til massefordrivelse og flygtningekriser.
«På den måde har jeg stadig Tone med, mens jeg samtidig bliver en del af dette her nye team, der arbejder på en helt anden måde,» siger Frederikke Hansen. «Jeg er skolet meget klassisk vestligt, hvor man sætter sig et mål og definerer nogle trin, der skal fører derhen, men ruangrupa arbejder langt mere organisk, så her er jeg nødt til at bryde mine gamle paradigmer og metoder op og se, hvad der kan være brugbart her. Den struktur, vi arbejder på at opbygge nu er heller ikke afgrænset til udstillingen i 2022, men et forsøg på at lave et økosystem, der også kan eksistere efter documenta fifteen.»
