Udtrykket «festivalisme» bruges tit i billedkunstens verden som et negativt begreb om en begivenhedskultur, der breder sig støt på globalt plan, en «tivolisering» af kunst, der ikke giver rum til kritik og fordybelse. Som titlen signalerer har Copenhagen Art Festival valgt at favne festivalbegrebet positivt og byder ikke kun på kunstudstillinger, men satser med en første intens uge på en karnevalesk festival med kunst og events i byens rum. Spørgsmålet er om festivalindtrykket overdøver muligheden for en seriøs manifestering på samtidskunsten i København?
Jeppe Heins konstellation af kunstnere i projektet ILOVIT (som både er «I-lov-it» og «Tivoli» stavet bagfra) på den centrale Højbro Plads i København slår frejdigt tivolisering an – ikke som senmoderne kommercialisering, men som en art middelalderlig markedsplads, der indrammer uventede møder over snobrød, gynger, spring gennem ild og fornøjelig fransk hornmusik. Det er generøse tilbud til forbipasserende om at opleve gøgl, underfundige indslag af skiftende og midlertidige fællesskaber. Her kommer festivalkonceptet Fællesskaber helt til sin ret: i ti dage er der en mild regn af tilbud om events, performances og både overraskende og engagerende møder i byrummet arrangeret af festivalsekretariatet med Christian Skovbjerg som kurator. Fællesskaber står også som en tydelig ledetråd for festivalens fokus på at få samtidskunst til at nå folk, dér hvor de er, med satsningen på kunstnerworkshops, byvandringer, film for det brede publikum såsom skoler. Eller når folk simpelthen stopper op midt på Knippelsbro, fordi der nu er sjælden adgang til vagttårnet, hvor tyske Georg Weckwerth med John Cage som fikspunkt har kurateret internationale lydkunstnere til den poetiske Listen to your City.
Men når det gælder de fem københavnske kunsthallers bud på udstillinger, der strækker sig ind i efteråret, virker «Fællesskaber» endog meget løst i kødet som fælles koncept. Fællesskaber kan selvfølgelig simpelthen dække det faktum, at kunsthallerne har arbejdet tæt sammen om projektet. Er det nok?
Kunsthallerne har valgt at skabe hver deres udstilling i tråd med deres vanlige udstillingsprofil, men med bedre budget. I den forstand viser udstillingerne, hvor spændende det kunne være, hvis kunsthallerne generelt havde større økonomisk spillerum. Men som helhed fremstår resultatet som fem parallelle udstillinger, der sådan set lige så godt kunne være vist på andre tidspunkter. At markere hvert udstillingssted med identiske festlige røde balloner kan nok hjælpe publikum med at finde vej, men kan ikke løfte det som samlet koncept.
Ser man bort fra det forkølede overordnede kuratoriske koncept, er der masser af spændende værker at se på kunsthallerne. Det gælder solosatsningerne, som både Charlottenborg og Overgaden har valgt. Overgaden huser bl.a. Hito Steyerls foruroligende projekt The Kiss, der viser umulige forsøg på at nå sandheden i historieskrivning, her gælder det udradering af liv og erindring i eks-Jugoslavien. Charlottenborg giver plads til en fuldvoksen visning af Joachim Koesters undersøgelser af erindring og erfaringsrum, hvor foto- og videobaserede værker er fornemt installeret i mørklagte og delvist ufremkommelige rum, der tvinger til kropslig koncentration. I kontrast til Koesters sanseundersøgelser i det dunkle, står skotske Ruth Evans udforskninger af musikutopier som farverige, lyse og lette, bl.a. med «fremtidsarkæologiske» fund af musikinstrumenter, doneret af lokale folk.
De øvrige tre kunsthaller har løftet opgaven ved at kuratere hver sin tematiske gruppeudstilling med både unge og veletablerede kunstnere. Gl. Strand fokuserer med Un-finished Journeys på globaliseringens udfordringer af fællesskab og identitet i forhold til nationale og etniske grænser. Det giver usædvanlige møder som mellem den unge Københavnbaserede kunster Vladimir Tomics film Human, der afsøger nutidig grønlandsk selvforståelse mærket af kolonisering, og koreanske Kim Soojas rejsestofposer, der enkelt og rørende taler om globaliseringens tvungne rejser og hjemflygtighed. Den Frie byder med Beyond Good and Evil mere udknaldet ind på temaet fællesskaber – fra litauiske Arturas Railas hedenske vandviseres kortlægning af Københavns energistrømme til Lea Porsagers kraftfulde Group Perfection, hvor 1204 kg jernelementstøtter presser Den Frie til det yderste.
På Kunsthallen Nikolajs gruppeudstilling Conversations kan Superflex’ Mærsk-operaen komponeret til lejligheden ses som en metafor for kunstfestivalens basale problematik i forhold til opdragsgiver, kunstnere og borgere. Operaen udstilles som partitur på udstillingen, hvor det ved åbningen blev «overdraget til offentligheden og Det Kongelige Teaters Opera som en folkegave». Måske vil Det Kgl. Teater stå for opførelsen på et senere tidspunkt? På vanlig Superflexmanér er det et open source-partitur, som alle kan bruge kvit og frit. Som konceptuelt værk fungerer Mærskoperaen glimrende her og nu, ikke kun som en satirisk refleksion over det velkendte drama om Københavns opera, kampen mellem private og offentlige kræfter, historien om giveren, arkitektens indordnen sig under betaleren og spørgsmålet om, hvem der egentlig betaler for «gaven» – befolkningen selv over skatten? Superflex’ «folkegave» peger også på de centrale aktuelle spørgsmål: Hvad skal København med en festival for international samtidskunst? Skal den investere i den lokale spirende energi og kunstneriske udfoldelse og engagere kunstnere og publikum? Skal den udfordre, provokere, underholde? Hvilket publikum skal den have i tale? Det lokale publikum/borgere – eller skal den også være et markant fyrtårn, der sætter København i en international kunstliga og tiltrækker internationale kunstnere, kritikere og andre turister?
Kendere af dansk kunstliv vil vide, at det ikke just har været en nem vej at komme fra U-TURN kvadriennale for samtidskunst i 2008 til Copenhagen Art Festival i 2012. Statens Kunstråd har været opdragsgiver for begge, men det har været svært at opretholde de internationale ambitioner for samtidskunsten. U-TURN satsede meget ambitiøst mod høj synlighed på den internationale scenes biennalefirmament – med et ungt kuratorkollektivs store kunstfaglige engagement og visioner, men også med ganske urealistiske ambitioner, der resulterede i en skrantende økonomi, ubetalte regninger og konkurs. U-TURNs performative fremskrivning af en kvadriennale for samtidskunst er derfor kun delvist indfriet.
Ganske vist er der nu igen en satsning på international samtidskunst efter fire år, men i stedet for at signalere kunstudstilling i regi af det på globalt plan udbredte biennale/triennale/kvadriennale-fænomen, lød opgaven på et mere folkeligt festivalkoncept. Copenhagen Art Festivals logo demonstrerer måske symptomatisk herfor et hierarkisk billede af «art» skrevet med småt omgivet af de større typer med «Copenhagen Festival»? Nok er det samtidskunst, men det skal først og fremmest være festligt og folkeligt – en pragmatisk satsning, som primært henvender sig til den lokale kunstscene. Der er mange deltagende internationale kunstnere, men festivalens format og kommunikation rækker sig fortrinsvist mod borgere i København og omegn.
Dette opfatter jeg som en satsning for at sejle international samtidskunst sikkert i havn – denne gang skal budgettet og den lokale opbakning bære. U-TURN høstede gennemgående faglig anerkendelse for sin kunstneriske satsning, men blev også kritiseret for at være for elitær uden at favne det bredere publikum – og selvfølgelig også for den fejlslagne økonomistyring. De økonomiske rammer er stort set de samme, det er de kunstfaglige og kunstneriske greb, der nu er justeret. Kunstfestivalen har sat sig for at opfylde krav om at være folkelig og ikke-elitær. Men det kan faktisk lade sig gøre ikke at gå kompromis med det kunstneriske niveau – ikke at være bange for at samtidskunst er «svært tilgængelig» – og opnå mange besøgende. Istanbul Biennalen står som lysende eksempel på en kunstbiennale, der både markerer et højt kunstnerisk ambitionsniveau og et stort besøgstal efter et par årtier. København er selvfølgelig ikke Istanbul, men Istanbul var på ingen måde en vigtig spiller på samtidskunstscenen, før biennalen gjorde den til det. Og mon ikke Bergens kommende triennale kommer til at stå som et nordisk eksempel på en helt anderledes seriøs international kunstfaglig og ikke-populistisk satsning på samtidskunsten? Med Bergens politiske opbakning og foreløbige solide fundering i kunstfaglige præmisser, tegner det til at blive et laboratorium for international samtidskunst med rum for fordybelse frem for en begivenhedskulturs festivalisme.
Gid København, Statens Kunstråd, politikere og vægtige private sponsorer (som på godt og ondt er uundværlige i dagens kulturliv) har mod på at kaste sig ind i kampen, så to kan blive til mange, så en stor satsning på international samtidskunst i København kan blive en tradition. Man har jo lov at håbe, at Copenhagen Art Festival i det mindste kommer til at berolige kritiske gemytter med sin mere jordnære og sikrere satsning med strammere økonomistyring og en bredere folkelig appel. For hvis målet virkelig er, at «sætte København eftertrykkeligt på det globale landkort for samtidskunst», som Kunstrådets formand Rune Gade sagde ved åbningen, ja så skal man turde satse og investere meget mere. Den kunstneriske profil skal gives fuld skrue, så det virkelig kan give international kunstnerisk genlyd og samtidig udfordre og udvide lokale kunstrum.
Det burde ikke ligge uden for mulighedernes grænse at sætte ambitionsniveauet for en international kunstfestival i København højere. Slet ikke hvis beslutningsdygtige folk lagde øre til bestyrelsesformanden Stine Bosses skåltale ved åbningen: den højtrespekterede erhvervskvinde fremhævede samtidskunstens potentiale til at åbne nye vinkler til engagement, omsorg, indsigt, inspiration og provokation, alt i allerhøjeste kurs i en krisetid, og, som hun konstaterede, aldrig har hun i erhvervslivet set nogen få så meget ud af så lidt.
