Hvad tænker du, når jeg siger ordet ræv? Udover selve pelsdyret tænker du nok, at ræven er et snu dyr, der narrer jægeren ved at have adskillige udgange i sin hule. Du tænker måske på politiske rævekager, den lidt for kloge eventyrræv, eller på rævens biologiske evne til at tilpasse sig miljøer, der ligger langt fra dens naturlige jagtmarker. Måske mindes du endda Disney-klassikeren The Fox and the Hound fra 1981, hvori vi lærte, at den vilde ræv kan blive bedste venner med dens tamme fætter, hundehvalpen, trods deres forskellige natur og onde menneskers indblanding.
Alle de associationer og blikke, vi anlægger på ræven, er til stede i den dansk-russiske billedkunstner Sofia Albina Novikoff Ungers udstilling på Tranen. Her er udstoppede ræve, grafiske ræve, computergenererede eller teknologisk modificerede ræve og videooptagelser af såvel tamme som vilde ræve. Temmelig meget ræv, altså.
Med rødder i sydøstasiatisk mytologi tager udstillingens hovedværk, videoen 21st Centry Fox, udgangspunkt i ræven som en shapeshifter, der kan ændre fremtrædelsesform men stadig bevare den samme kerne. En billedkunstnerisk interessant figur, fordi den skurrer imod fagets grundlæggende antagelse om, at man ikke kan pille ved formen, uden at indholdet også forandres.
Videoen klipper imellem sekvenser med ræve i stadig større kontakt med mennesket – urbane ræve, avlede ræve osv – og billeder fra et laboratorium. En voiceover fortæller historien om genetikeren Dmitry Belyayev, der i 1959 eksperimenterede med at avle tamme ræve og om amerikanske genforskere, der ved hjælp af CRISPR-eksperimenter forsøger at ændre organismers arvemasse. Undervejs reflekterer stemmen over nogle af de modsatrettede følelser, der knytter sig til ræven: Fra den disneyficerede kæleræv til skadedyret; fra den, vi vil beskytte til den, vi jager eller opdrætter for pelsens skyld. Stemmen taler om det fænomen, at den domesticerede ræv i tiltagende grad opfører sig som mennesket, mens det menneske, der lever tæt sammen med kæledyr, også ender med at ligne det. En fin Den Lille Prins-agtig pointe om, at det vi gør tamt, også ender med at tæmme os.
Som videoværket skrider frem, glider vi over i fiktionens verden: Ræven låser genforskerne ude af laboratoriet og tager selv kontrol over sin videre udvikling og det blik, der definerer den. Her tager shapeshifteren det sidste skridt og bliver simpelthen til det menneske, der i slutningen af videoen danser emanciperet rundt på en betonkonstruktion ved vandet til et absolut fængende musiknummer. Den egentlige shapeshifter var altså hele tiden mennesket, der troede at det kunne forandre naturen, uden at forandre sig selv. Men her følges form og indhold ad, og vi bliver nogle andre, når vi ændrer verden omkring os.
Videoen minder mig om det meme, der sandsynliggør, at det i virkeligheden er katte, der styrer internettet: Et meget samtidigt tankeeksperiment, der både illustrerer vores moralsk komplicerede forhold til dyr og spiller på det moderne menneskes drøm om, at naturen tager til genmæle overfor vores overgreb – eller i det mindste viser sig at være den klogeste i sidste ende.
Resten af udstillingen leger videre med alle de forskellige betydninger, vi knytter til ræven, fortolket igennem moderne teknologi. En udstoppet ræv ser funky ud med videoskærme for øjnene, mens rævegraven iscenesættes som et ormehul igennem hvilket, vi kan stikke af til andre dimensioner eller virtuelle verdener. Et par digitale stofprints monteret på det, der ligner hegnet omkring fx en rævefarm, viser ræven, der springer rundt på DNA-strengenes trappetrin, mens små skærme bidrager med endnu mere ræv. Jeg kunne fint have nøjes med videoen, for hvis vi skal blive i udstillingens univers, minder resten lidt om en rævegrav: Masser af indgange til et egentlig spændende krydsfelt mellem dyr og teknologi – men som alle fører det samme sted hen. Variationer over The Fox and the Hound som samtidskunstnerisk meme med den fine pointe, at det vi forandrer, når vi piller ved naturen omkring os, måske i virkeligheden er os selv.
