På Toves Galleri, Vesterbro Contemporary Workout Space, har Uffe Holm ændret navn til Uffe Isolotto, der betyder det samme (på italiensk), og antyder dermed at udstillingen nok drejer sig om sproglige forskydninger. Udstillingen hedder tidstypisk noget med typografiske symboler :-)@3D, og består af tre elementer, der fungerer som spændingsfelter mellem hinanden – og mellem de tre begreber i titlen: fotostater af en lyslilla bil, keramiske amfora-vaser og et afhugget giftig-grønt plastichoved.
Det er karakteristisk for udstillingerne i Toves Galleri at de udstillede elementer forholder sig helt konkret til udstillingsrummet, både æstetisk og indholdsmæssigt. Udstillingsstedet, som for tiden drives af 10 kunstnere, har eksisteret siden efteråret 2010, og er placeret i et butikslokale inde i en lidt tarvelig indkøbsarkade på Vesterbro, der også hedder Toves Galleri. «Galleriet» (der af kunstnerne selv betegnes: «workout space») har endda overtaget arkadens logo og blot afstemt det i en passende business-blå tone. Toves Galleri handler altså om at overtage, implementere og kile sig ind i en specifik hverdagslokation – der også huser lavprissupermarkedet Netto og et fitnesscenter – der i øvrigt er meget langt fra Walter Benjamins varefeticherende pariserarkader fra forbrugssamfundets fødsel. Hvor folket i disse passager glanede udstillingsvinduer og betaget dyrkede varen som en afgud, som en decideret fetich, og virkeligheden antog form af blændværk, så er det i det lukningstruede Toves Galleri (arkaden) som om virkeligheden er blevet til en kulisse af dårligt udførte materialer og kold konkursstemning.
De tre elementer i Uffe Holms udstilling er i denne butikssammenhæng meget prosaiske. Bortset fra det afhuggede hoved i shoppingarkadens udstillingsvindue, så kunne både bil og vaser godt være varer i en forretning – eller dekorationer. Bilplakaterne falder godt ind i det let kitschede interiør med de sænkede lofter og skarpe belysning, og de to vaser på gulvet og de tre i hjørnet, har nøjagtig samme nuance som det billige parketgulv. Det kunne derfor hurtigt ligne en ironisk, kritisk kommentar om det lidt billige interiør. Men det er ikke ironi, der er tale om. Holms værker afstemmes affirmativt til omgivelserne på en implementerende måde, der så alligevel besidder en ekstra dimension af forskydning, referencer og viden.
Titlens brug af computersymbolik: :-)@3D er symboler fra kommunikationsfladens sfære – og sagt højt, vil sætningen lyde: smile at three dimensions. I denne sammenhæng knyttes symbolerne, og denne tegnbyggede sætning, sammen med de materielle objekter i udstillingen: bilen er i en særlig skabt 3D-teknik på fladen, snabel-a’et, viser sig at være en ældgammel forkortelse for de antikke amfora-vaser, og smiley face må jo så hænge sammen med det ikke særligt smilende afhuggede hoved. På den måde er forholdet 1:1. Men der er også et lag mere. For elementerne hænger symbolsk sammen i en slags ekko-bevægelse mellem den flade bil (det moderne), og den fysiske vase (det antikke), fladens forhold til den rumlige dimension, og de sproglige og historiske referencer, der knytter sig til henholdsvis bilen og vasen.
I pressemeddelelsen får vi at vide at bilens navn, Prius, betyder «først», at amforavasen oprindeligt blev brugt til at fragte varer fra det gamle Grækenland, og at snabel-a’et første gang blev brugt i et rejsebrev fra antikken. De to elementer i udstillingsrummet henviser altså til begyndelsen, det første, og til noget mere arkaisk, og en bevægelse imellem de to – som @ jo indikerer: en retningsangivelse. I pressemeddelelsen står der tørt konstaterende om hovedet, at hvis man får hugget halsen over, så går der 13 sekunder, hvor hovedet stadig vil være i live, og man derfor vil kunne se sin krop uden hoved. I den ofte halvtomme butiksarkade, bliver hovedet mest symbol på det livløse på stedet – som repræsentant for manglen. I sammenstillingen af de tre elementer foregår på den måde en subtil udveksling mellem udstillingens almenkendte og letaflæselige arketyper, objekter og tegn, der både rækker langt tilbage i tiden og samtidig lige ind i den moderne sfære af konsum og kommunikation.
Der er selvsagt en del humor forbundet med selve galleriets strategi om at placere sig i et indkøbscenter, der dog ikke handler om at pege fingre, ironisere eller at hævde sig over pøblen og massen, men om at indgå i hverdagsstrukturen, og arbejde og skabe derfra. Det gælder også for Uffe Holms udstilling, der som nævnt præsenteres under det oversatte navn Uffe Isolotto – det er jo sprog, det handler om, siger dette greb. Men for mig at se, bliver det mest interessante ved denne udstilling ikke så meget denne sproglige leg og forskydning, som dens afspejling, og meget enkle og præcise implementering, af én af de allermest aktuelle strategier på kunstscenen: at koble stedsspecificitet (hvor rummet inddrages både som emne og afsæt), google-viden (fra moderne bilers latinske navne til antikke vaser moderne betydning) og computertegnsætning i titlen. Det er i øvrigt meget langt fra kunsten som en deltagerbaseret, spektakulær oplevelse, som vi kendte den for et øjeblik siden. Dette er bare (cheap-raffineret) hverdag.
