Addaaddeer addeerbanga AD its DAAD marks DEER disapered AD tages DER tog B A NGA det er jeg i. Med akrylpen på tykt bomuldspapir sætter Nanna Anike Nikolajsen sproglige rytmer i gang til udstillingen Perler på snor på Nordatlantens Brygge, der siden 2003 har fungeret som kulturhus med fokus på Grønland, Færøerne og Island.
Nikolajsens bevægelse mellem grønlandsk, dansk og engelsk beskriver med jagt-metaforer, hvordan jeg’et i teksten er blevet til. Blyantstregen under tuschen er tydelig. Der er stavefejl, og flere steder er papiret bleget efter udviskninger og rettelak. At det uperfekte og processuelle er i centrum tydeliggøres også i værket Arbejdsbord (2018). Her præsenteres skitser over, hvordan fonemer skaber billeder, udtalevejledninger henvendt til publikum, samt tegninger – blandt andet af en riffel hvis sigteskive sammensmeltes med en sælkrop.
Nikolajsens værker viser, hvordan sprog skaber associationsrækker og i sidste ende er virkelighedsskabende. At de desuden udstilles i en dansk kontekst er vigtigt, da de på deres egen legende måde, tager fat i et ømtåleligt emne omkring sprogpolitik i Grønland. Denne polariserede debat fylder alt for lidt i Danmark på trods af vores forbundethed gennem rigsfællesskabet, og værkerne giver mulighed for at fornemme, hvor vanskeligt det kan være at tage et opgør med sproglige hierarkier, når historien er fuld af sammenfiltringer og forviklinger.
I udstillingens underetage møder lugten af bivoks de besøgende i Sonya Kelliher-Combs makabre installationsværker bestående af svævende gedeskindposer, sammenfiltret menneskehår og spiddede fårehudslommer. Buried Secrets, A Million Tears (2018) indeholder små stykker udspændt grisetarm omgivet af akrylpolymer. Organiske materialer og plastik fungerer her som eksempler på kulturelle sfærer, der mødes i en form for fikseret fordærv. Kelliher-Combs er en del af iñupiaq og athabascan kulturene, Første Nationer i Alaska, hvor kunstverdenen er mere vant til at forholde sig til de oprindelige folks kamp mod koloniserende systemer, end man er i Danmark. I denne kontekst bliver hendes praksis derfor et frisk pust til en ikke-eksisterende debat.
Udstillingens kurator Jessie Kleemann bidrager også selv med tre værker, der kredser om tabuiserede emner. Brev til Søster (2018) er et overdimensioneret perlebesat postkort fra kunstnerens søster adresseret til Jessie Kleemann i Nuuk. «Lad os vise verden vi kan styre os selv» står der på dansk og på grønlandsk ledsaget af et stempel med en kvinde i den grønlandske nationaldragt med pålyden: «Send juleposten i god tid». Intimiteten i postkortets tone, gør beskueren til en voyeur i søskenderelationen, hvor det omklamrende omdrejningspunkt for søsterens julehilsen er Kleemanns nationaldragt.
Over for vises Perlekravekjole (2012), en tung kjole uden åbninger til armene, der fremstår som et iltert modsvar til postkortets indhold. Til at udforme værket har Kleemann med stort besvær engageret kvindelige grønlandske syersker som samarbejdspartnere. Mange ønskede ikke at deltage, da værket var for kontroversielt i sin kritik af nationaldragten.
En tekst i udstillingsfolderen gør et forsøg på at beskrive de stærke følelser omkring bearbejdelsen af Grønlands kulturarv med historien om den islandske musiker Björk, der anvendte perlekraven som del af et kostume uden at medtage resten af dragten i forbindelse med et samarbejde med et grønlandsk kvindekor, hvilket vakte stor forargelse. Teksten virker en smule malplaceret, da Kleemanns værker i sig selv formidler samme problematik på en mere nuanceret vis.
Kleemanns kuratering af Perler på snor er en videreførsel af hendes kunstneriske praksis, hvor hun ofte samarbejder med andre. Gennem udstillingens forløb og værkernes interne dialog formår Kleemann i samstemmighed med Nanna Anike Nikolajsen og Sonya Kelliher-Combs at fremstille emner, der burde have langt større plads i den offentlige danske debat. Udstillingen giver et indblik i en kulturhistorie, som et dansk publikum er forbundet til gennem et rigsfællesskab, men ofte føler sig fremmed over for.
Man kan ærgre sig over, at værkerne bliver udstillet i en kontekst, hvor det brede kunstpublikum sjældent kommer, og hvor publikum allerede har en forudgående interesse i nordisk kulturhistorie, men således en opfordring til hele den danske kunstscene om at besøge Nordatlantens Brygge. Ligeledes en opfordring herfra til Statens Museum for Kunst, der – sammen med Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i Nuuk – er de eneste museer, der har samlingsansvar for grønlandsk samtidskunst, og som ikke opfylder denne forpligtelse. Kunsthistoriker Nivi Christensen, nu direktør på Nuuk Kunstmuseum, opfordrede tilbage i 2015 Statens Museum for Kunst til at leve op til deres samlingsansvar i to artikler til Tidsskriftet Grønland og Neriusaaq. Vi vil gøre det samme. Her byder chancen sig endnu engang.
