DIS til Berlinbiennalen

New Yorker-kollektivet DIS kuraterer den 9. Berlinbiennale.

Efter den 7. Berlinbiennale i 2012, hvor Artur Żmijewski med sin aktivistiske totalopløsning af en udstilling næsten lykkedes at tage livet af selve biennalen som institution samt dette års 8. Berlinbiennale ved Juan A. Gaitán, som var så vagt kurateret at den for længst er gået i glemmebogen, var man tilbøjelig til at føje Berlinbiennalen til den lange liste over klodens ligegyldige biennaler.

Det ser dog anderledes ud i dag, hvor KW Institute for Contemporary Art i en pressemeddelelse har offentliggjort, at det bliver New Yorker-kollektivet DIS – alias Lauren Boyle, Solomon Chase, Marco Roso og David Toro – som skal stå for kurateringen af den næste Berlinbiennale.

Åbningen af DISown, bemærk Zizek Tech Fit-shirt til $130: "an athletice opportunity to examine the flexible relationship between labor and capital during your after-work workout." New York, 6. marts, 2014. Foto: Pernille Albrethsen.
Åbningen af DISown, bemærk Zizek Tech Fit-shirt til $130: “an athletic opportunity to examine the flexible relationship between labor and capital during your after-work workout.” New York, 6. marts, 2014. Foto: Pernille Albrethsen.

DIS er et bemærkelsesværdigt initiativ, som har præget New Yorks kunstscene de sidste par år og som via de mange projekter indenfor forskelligrettede platforme også rækker langt ud over Manhattan. Især online-projektet DIS magazine – en virtuel platform, som både udforsker og opbygger nye strukturer indenfor kunst, mode, musik og popkultur – har for alvor vist nye veje indenfor diskussionen af post-internettets virkelighed. Et andet eksempel er pop up-fænomenet DISown, en slags butik med kunst og design i en herlig mudret sammenblanding – Do-It-Yourself IKEA møder morgendagens kunststjerner – som fremkalder rynker i panden på såvel aktører fra highbrow-museumsinstitutioner som på de, som abonnerer på en hyperkommerciel ArtBasel-virkelighed.

Kommiteen, som har stået bag udnævnelsen af kuratorholdet er: Elvira Dyangani Ose (lektor, Department of Visual Cultures, Goldsmiths, University of London), Fulya Erdemci (kurator, Istanbul), Susanne Gaensheimer (direktør, MMK Museum für Moderne Kunst Frankfurt am Main), Edi Muka (kurator, Public Art Agency, Stockholm), María Inés Rodríguez (direktør, CAPC Museum of Contemporary Art, Bordeaux), Ali Subotnick (kurator, Hammer Museum, Los Angeles), og Philip Tinari (direktør, Ullens Center for Contemporary Art, Beijing).

Berlinbiennalen finansieres af Kulturstiftung des Bundes. BMW Group er hovedsponsor for den 9. Berlinbiennale, som finder sted i sommeren 2016. KW Institute for Contemporary Art er hovedorganisator af biennalen. For tiden kan man her se en udstilling af den amerikanske kunstner Ryan Trecartin, som tilhører inderkredsen omkring DIS.

Åbning af DISown, New York, 6. marts, 2014. Foto: Pernille Albrethsen.
Åbningen af DISown, New York, 6. marts, 2014. Foto: Pernille Albrethsen.