En snegl bevæger sig uendelig langsomt hen over en sten. Hvilende på sneglens hus balancerer papirsnippen af en thepose, og ud fra den skærm, videoen afspilles på, løber en tynd snor henad gulvet og forsvinder ud over kanten af den repos, vi står på. Under os, i stueetagen, står en hvid thekop og venter på, at sneglen kommer over stenen, så theposen falder ned i koppen. Nu kan thebrygningen begynde.
Sneglen og theposen er symptomatisk for Tomomi Yamakawas udstilling i Red Tracy, en af Københavns nyeste kunstnerdrevne steder, som har til huse i et nedlagt musikstudie på ydre Nørrebro. Udstillingen hedder forvirrende nok Tomomi’s group show, selv om Yamakawa er den eneste kunstner – hvis man ikke tæller sneglen med – og består af en række små, nænsomme gestusser, der peger på dynamikker og løse forbindelser mellem levende natur og hverdagsdesign.
Yamakawa er studerende på Städelschule i Frankfurt, men har tidligere læst informationsdesign på universitetet i Kyoto, og det sidste fornemmer man godt, når en rænke af tørrede stedmoderblomster, der snor sig om et rækværk, viser sig at skjule en led-lyskæde. Omkring hver eneste lille lyskilde er der foldet en mikroskopisk kasse, så lyset skærmes af og kun ses fra en vinkel. Tilsvarende viser en boks med servietter a la den, man møder hos sin psykolog, sig at være hjemmefoldet af kunstneren frem for indkøbt; for det tilfælde, at man bliver så rørt af sneglens bestræbelser, at man fælder en tåre.
Tomomi’s group show er fyldt med den slags poetisk materialisme og skrøbelige elementer, der folder sig ind i hinanden og skaber et fælles, åbent forløb. Værkerne kredser løst om overlevelse på trods, fra sneglens møjsommelige kamp og indbyggede skjulested, til menneskets forsøg på at berolige sig selv ved fx at drikke en kop the. Et lille maleri knytter rummets arkitektur sammen med et landskab, fyldt med planter og dyr, der ruller sig sammen, hvis de bliver udsat for berøring; bænkebiddere, der bliver til små kugler og mimoser, hvis blade lukker sig, når der er fare på færde.
Over det hele svæver i tynde liner talrækken fra et til tyve – bortset fra nummer 14, der efter signende befinder sig i kunstnerens pung, som en slags overtro eller insisteren på at være materielt forbundet til udstillingen. Det ligner lidt en stjernehimmel eller en kortlægning af rummetud fra en lidt flygtig, Fluxus-agtig logik, der handler mere om en måde at være med materialet på, end om et egentligt logisk system.
Der hviler en stemning af magisk realisme over udstillingen, men af den slags, der ikke åbner sig op imod egentlige magiske rum. Snarere er den en form for genfortrylning af naturligt og industrielt design, der peger på en skrøbelig og uendelig poetisk samklang i vores fælles vilje til at eksistere. Jeg går derfra og tænker på, hvor ufattelig fint det egentlig er, at en designer et sted i verden har skabt en beholder til servietter, som gør det nemmere at græde.
