På vej til Nikolaj Kunsthal smutter jeg forbi et apotek på Vesterbro. Jeg er i forvejen sent på den og har lige fået en mail, jeg skal svare på med det samme, og ved skranken står en midaldrende mand og skaber sig, mens køen bag ham bliver længere og længere. Han brokker sig højlydt over, at apotekeren ikke har jodtabletter i håndkøb: «Har I ikke hørt, at vi er midt i en atomkrig?», nærmest råber han.
Ditte Ejlerskovs udstilling The Cult of Oxytocin er installeret før der pludselig udbrød krig i Europa, men passer perfekt ind i den koldkrigsangst, der får manden på apoteket til at hamstre jod. Udstillingens grundtanke er, at to år med coronanedlukninger har påvirket vores psyke mere, end vi egentlig er bevidste om, og at vi nu går rundt i en hormonel ubalance, der kan forklare både min stressede irritation og hans småhysteriske udbrud. Det er hormonet adrenalin, det præstationsfremmende stof, der aktiveres, når vi føler os utrygge eller truede, der har overtaget den skrøbelige balance i vores blod.
Modgiften hedder oxytocin, kærlighedshormonet, der bruser igennem blodbanerne, når vi krammer, har sex – eller ser på kunst. «Oxytocin er som en gudinde, vi har glemt at dyrke», står der på udstillingens vægtekst, og i kunsthallens store kirkerum følger vi denne gudindes kamp mod adrenalinen.
De to hormoner mødes i nærkamp i Ejlerskovs fortolkning af den antikke skulptur Bryderne. Den store marmorgengivelse af kæmpende mandsfigurer, der normalt står i Uffizi-galleriet i Firenze, er her blevet til små, 3D-printede kvindelige brydere, placeret på piedestaler midt i rummet. På gulvet ved siden af ligger en marmorflise med en QR-kode med hvilken man kan downloade sin egen digitale version af værket, som man kan tage med sig og aktivere i andre kontekster. Min noget forældede iphone kan desværre ikke få værket til at fungere, men på Ejlerskovs instagram kan jeg se billeder af bryderne ved en swimmingpool og på en eksotisk sandstrand langt herfra.
Mellem gigantiske vævede vægtæpper med oxytocingudindens kontrafej hænger også en række af de Gradient Paintings, Ejlerskov har arbejdet med i de senere år. Det er store lærreder med farvegradueringer i en lækker Miami Beach-kolorit, der peger tilbage på Ejlerskovs tidlige værker, hvor hun fulgte sangerinden Rihanna og hendes luksuriøse tilværelse på Barbados.
Værkerne trækker på kromoterapeutiske teorier om, at man gennem farvet lys kan balancere kroppens energier, og i vægteksten kan jeg læse, at værkerne ændrer sig, når man har stået foran dem i nogle minutter. For mig sker der ikke det helt store; måske er der en svag tendens til, at kontrasterne i billederne bliver svagere, mens det grumsede mellemfelt, hvor farverne mødes, optager en større del af mit synsfelt, og jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt der er tale om terapi eller optisk illusion. Til gengæld er der noget sjovt i, at en kunstner, der er så optaget af det digitale rums muligheder, som Ejlerskov er, vælger at fremstille sine farvegradueringer helt manuelt med akrylmaling på lærred. Måske er det i virkeligheden mest et terapeutisk projekt for kunstneren selv, tænker jeg.
I kirkens øverste galleri er der skruet helt op for de nyreligiøse vibes. En avatar med samme ansigtstræk som oxytocingudinden guider mig til at smide skoene, lægge mig på ryggen på et tæppe, og følge den meditationsseance, der udspiller sig i loftrummet.
Til en billedstrøm, der veksler imellem farvet new-age-agtigt lys, langsomt snurrende nærbilleder af bryderne og en stjernehimmel, kobles et lydspor med en kælen computerstemme. «Konsumerer du mennesker og medier, der udløser en angst i dig?», spørger hun, mens hun nænsomt guider mig til at trække vejret langsomt og aktivt vælge oxytocinens gudinde som ledefigur i mit liv.
At kunsten kan have en biomedicinsk virkning på vores nervesystem ved vi fra talrige evidensbaserede kunststudier af blandt andet hospitalsudsmykninger, hvor det gang på gang viser sig, at patienter rent faktisk får det bedre hurtigere, når de er omgivet af kunst eller omgivelser med omtanke. Vi ved godt, at afslappende musik kan sænke blodtrykket og at smukke billeder kan udløse kemiske stoffer, der får os til at slappe af, men det nok forskelligt, hvor begejstret man er for den viden.
Jeg hører normalt til dem, der er skeptiske overfor den instrumentalisering af kunsten, der meget hurtigt kan blive resultatet af den slags forskning, ligesom jeg umiddelbart er bekymret for den individualisering af kollektive problemer, der ligger i oxytocingudindens fordring. Angst og stress er folkesygdomme, der har med vores strukturelle levevilkår at gøre, og jeg tror, at man skal være forsigtig med, hvilken gudinde, man tilbeder i forsøget på at lindre dem på individuel basis.
Når jeg alligevel overgiver mig totalt til Ditte Ejlerskovs meditation, er det både fordi det virker, og fordi udstillingen er så generøs og nænsom i sit udtryk. Det er svært at have noget imod en udstilling, der bare gerne vil gøre beskueren bedre tilpas, som lykkes med det og som på vej ud forærer os en lille NTF, som vi kan tage med hjem. Det er simpelthen superbehageligt at være i selskab med Ejlerskovs værk, og både jeg og Nikolaj Kunsthals ellers notorisk vanskelige udstillingsrum synes at have sænket skuldrene lidt i mødet med oxytocingudinden og hendes farveterapeutiske meditation. Den oplevelse er hermed anbefalet – både til småskeptiske skribenter og koldkrigsangste typer på de københavnske apoteker.
