HC Gilje, Bjørg Taranger, Nathan Coley

I stedet for at stresse os, tage os ud af kroppen og ud af rummet, bruges digitale medier hos HC Gilje som forlængelse og intensivering af det allerede eksisterende. Gallerirunden i Bergen bringer os også til Bjørg Taranger og Nathan Coley.

En serie raske skridt gennem Bergens gader fører mig til et roligt rum. Under titlen blink findes to installationer; en varm og durrende og en lidt mere hidsigt blinkende i det nederste, stengulvskolde rum. I tillæg til installationerne findes seks videoer som dokumenterer andre værker som også hører til HC Giljes stipendiatprojekt «Conversations with spaces» ved Kunsthøgskolen i Bergen. Det er imidlertid den venligste af de to installationer som stjæler min opmærksomhed: Lys og lyd projekteres ind i rummet, og et slags skyggeteater dannes og glider af sted i en lang, loopet sekvens. Et afgrænset areal af gulv og vægge dækkes af farvede felter, cirkler og bølgende striber i pulserende bevægelse. Associationerne er forunderligt trivielle: lyden af et tog på vej gennem natten, passerende trafik som danner mønstre i rummet en søvnløs nat eller gulvet i en sportshal set gennem et forvrænget blik. Som en kubists drøm om bevægelse i kunsten realiseret ved hjælp af digitale medier.

Conversations with spaces / Urban Mosaikk / Himmelen er et sted der aldri noe skjer
Bjørg Taranger, HC Gilje, Nathan Coley
Galleri Gathe, Hordaland kunstsenter, Bergen

Men der er noget specielt ved dette lavmælte cirkus af lys, det bygger ikke ovenpå rummet, det flytter os ikke et andet sted hen, det forstærker snarere – med reference til Brian Enos begreb om det ambiente – strukturer som allerede findes i rummet: En lysstribe lægger sig langs en gulvplanke og begynder langsomt at bølge, at samtale med planken. I stedet for at stresse os, tage os ud af kroppen og ud af rummet, bruges digitale medier her som forlængelse og intensivering af det allerede eksisterende.

Bjørg Taranger, fra utstillingen Urban Mosaikk, 2009.

Men velbehaget kan ikke vare ved, og det gør det sandelig heller ikke, for jeg slås af øjeblikkelig krisestemning så snart jeg sætter foden inden for på Galleri Gathe. «No exit» står spraymalet med sort på en angstgrøn væg. Jeg sætter mig definitivt på den forkerte stol, jeg bilder mig ind at jeg er tilskuer, men projektoren er vendt imod mig, og det hvide, flimrende lys trænger sig migrænefremkaldende på. Alle rimelige sociale strategier truer med at kortslutte, men jeg skimter en tredje position, en stol som står ude til siden, og herfra har jeg overblik over den fælde jeg netop gik i: Her kan jeg se på tilskueren, og se at hun indgår i et kunstværk, med mønstre krybende over huden.

Da jeg er mere rolig kan jeg endelig rette opmærksomheden indad i rummet hvor utallige uddaterede fjernsynsapparater står opstablet og giver en brummende, hvid støj fra sig og en umiskendelig lugt af lo-fi teknologi. Bjørg Tarangers værker fremviser en blanding af let diktatoriske vejskiltagtige røde cirkelmønstre (gestik) og mere diffuse, kalejdoskopiske mønstre (tekstur) i bevægelse. Mønstrene – lad os bare kalde dem urbane mosaikker – ser umiddelbart abstrakte ud, men består ved nærmere eftersyn af byrum og menneskemængder, en slags omskrivninger af byen som både rydder op i kaos og forstærker det: Der er noget dehumaniserende i den æstetiske organisering af menneskemyldret, et ubehag vækkes. Den magt jeg tildeles (jeg overskuer byen gennem utallige overvågningskameraer) er det døde øjes magt: I er mennesker, men for mig er I bare dekorative mønstre.

Lidt efter passerer jeg over den nydesignede festivalplads, nu med en Las Vegas-citerende neonoplyst trappe ned til Lille Lungegårdsvannet. Som et stort sølvfad åbner pladsen sig og inviterer spektakulære Ulriken til at crashe ind i byrummet. Hvilket pengegenererende show naturens møde med kulturen dog er, alt balancerer her. Radiomasten på toppen af Ulriken i dannet konversation med spiret på toppen af Bergen Kunstmuseum.

Nathan Coley, Himmelen er et sted der aldri noe skjer, 2009.

Nathan Coley er kunstneren og Per Gunnar Eeg-Tverbakk er kuratoren, men i en samtale på Landmark før udstillingsåbningen får vi indtryk af at den forventede orden, kunstneren som barnet i midten («indre») og kuratoren i kulissen, med ansvar for organisering («ydre»), ikke gælder i dette tilfælde. Lige så forkert ville det være at sige at udstillingen med Coley foregår inden for i Bergen Kunsthall, for rent faktisk er den spredt ud på flader som dels er kunstinstitutionens, dels er byens vægge, både konkrete og mediale: Kataloget til udstillingen er trykt som del af Byavisen, en publikation som uddeles i 200.000 eksemplarer. Vi taler altså om en katalogtekst som når et helt andet publikum end the usual suspects, kunstpublikummet, men som i aviskonteksten alligevel taler sit eget sprog i kraft af sit demonstrativt rene kunstkataloglayout. Per Gunnar Eeg-Tverbakk er tilknyttet samme stipendiatprogram som HC Gilje med projektet «Space for interference» som dybest set – i samvær med Coley – nærmer sig en ganske høflig form for institutionskritik som er færdig med negationen og snarere sætter sin lid til kraften i forflytningen; kunsten som den lille irregularitet i hverdagen. I Bergen Kunsthall findes truisms i hvide lysbokse, kontekstløse, så at sige, men vi kan også se videooptagelser af et lille team som drager ud i byen bevæbnet med stensiler og boremaskiner. Nu pryder fx udsagnet «Himmelen er et sted der aldri noe skjer» Bergen Politistation (og jeg ser opad, mod himlen, for at se ordene, og ser i samme øjeblik, for det indre blik, flyvemaskiner styrte ind i huse). I kunsthallen findes også værket Palace (2008), en dyster sortmalet Western-kulisse som må forceres på den ene eller anden anden måde for at man kan nå ind til videoen Jerusalem Syndrome (2005), et interview med en psykiater om forskellige tilstande af galskab som rammer pilgrimsrejsende stillet over for bygninger som er tillagt stor symbolsk betydning. Spændingen mellem den ganske truende kulisse og videooptagelser af Grædemuren bliver akut; minder os om hvordan det Virkelige, hvordan affekterne, konstrueres.

Ingressbilde: HC Gilje, blink, 2009. Videoinstallasjon. Alle foto: Susanne Christensen.


Annonse:

Comments